Vækkeuret ringer kl. 7. Vi skal have pakket og stillet vores rygsække på depot i Posadaen imens vi er på tur til Rio Caura. Kl. 8.30 bliver vi hentet, for at køre 200 km til Maripa, som ligger ved Rio Caura. Her stopper vejen og floden er vejen ind i junglen. En halv time senere end aftalt bliver vi hentet. Vi er tre par der skal på turen. Et hollandsk par og et par, hvor manden er fra Slovakiet og hun er hollænder. Vi kører tre timer i en ret elendig bus. Vejret er dårligt med regn men meget varmt og fugtigt. Vi spiser frokost i Maripa og venter så igen i en time på den båd, vi skal sejle med. Båden pakkes med mad til 5 dage og baggage (i venezuelatempo). Vi skal sejle i en træbåd med tværgående bræt til at sidde på (de næste 5 dage og 480 km) Ikke særlig komfortabelt. Vi sejler i 4 timer og når vores camp i tusmørke. Vi får hver vores hængekøje i en meget åben hytte og her skal vi sove, midt i junglen i en hængekøje, et lagen og et myggenet. Efter aftensmaden sidder vi kun ganske kort tid og alle er gået i seng inden 21.00. På samme camp er en båd med italienere - de er meget højtråbende, egoistiske og larmende...

Vi vågner kl. 7. Udenfor vælter regnen ned og det har den gjort hele natten. Vi har begge sovet rigtig godt trods vores debut i en hængekøje (det kan ikke lade sig gøre at holde i hånd, som vi plejer). Efter morgenmaden går vi ned til floden for at børste tænde, blive vasket og Stefan bliver barberet. Rio Cauras vand er det reneste flodvand i Venezuela, så det kan godt drikkes, men vi holder os nu til kun at børste tænder og vaske os i det. Desværre er jeg nødt til at komme på toilet inden vi sejler, og det er ikke nogen rar fornøjelse, da det skal foregå i et hul i jorden med frit udsyn til campen. De har lige lavet tre vægge og et lille tag af palmeblade, men vendt åbningen ned mod campen. Inden vi sejler, bliver der opholdsvejr og det holder tørt resten af dagen. Vi skal sejle i 7 timer i dag. Først besøger vi et indianersamfund, hvor vi får en rundvisning af Carlos (vores guide). Vi ser deres hytter, skolen, hospital og omgivelserne. Dette indianersamfund støttes af regeringen, så de har mulighed for, at deres børn kan komme i skole og de har et hospital. Vi må ikke fotografere indianerne, men de har ikke noget imod, at vi fotograferer husene, dyrene og omgivelserne. Indianerne tror, at vi sælger billederne når vi kommer hjem. Andre tror, at de mister deres sjæl, når de bliver fotograferet. Efter besøget sejler vi videre og ligger til ved en lille sandstrand, hvor vi skal spise frokost og får mulighed for en svømmetur i floden. Frokosten består af kiks med tun og lidt frugt. Så lidt mad at vi ikke bliver mætte. Svømmeturen er helt perfekt trods tanken om piratfisk, krokodiller og anakondaer. Vi stopper for i dag i et indianersamfund, hvor vi skal sove de næste to nætter. Det ligger på en fin strand "El Playon", lige ved siden af et flot vandfald. El Playon er sidste del af det de kalder Low Caura. På den anden side af vandfaldet starter High Caura. I High Caura kommer der meget få, som ikke har tilknytning til indianerne. De lever endnu mere primitivt, taler ikke spansk. Når de skal hente forsyninger skal de sejle i 5 dage ned ad floden. De indianere der bor på El Playon og størstedelen af de indianere vi har set i dag i de små indianersamfund, vi sejler forbi er "Yekuanas", som er meget kendt for at lave kurve. Men "Pemon" indianerne findes også i området. I El Playon skal vi sove i en indianerhytte med hængekøjer. Børnene her er vilde med at blive fotograferet, så de kredser omkring os, når de ser vores kamera. Vi bliver vasket med shampoo i floden og får rent tøj på (tiltrængt). Derefter afslapning i hængekøjen inden vi skal spise til aften. Der er helt stille. Kun lydene af insekter og brøleaber, flodvandets rislen og lidt småsnak. Vi er dybt inde i junglen - langt fra civilisation. Det er helt surrealistisk, at der kan leve folk herude, så langt fra alt og alle. Stefan har desværre problemer med sine øjne, som reagerer overfor et eller andet - som allergi. Det gør ondt og de løber konstant i vand. Det gør, at han er nødt til at have dem lukket hele tiden. Vi håber, det er bedre, når vi vågner i morgen. I dette indianersamfund bor der to slags indianere, hvor dem der bor lidt væk fra de andre huse betragtes som Yekuana indianernes slaver. De bor næsten side om side men har forskellig status i dette samfund. Dagen har været fascinerende og smuk. Vi har oplevet så meget og er meget forundret over den måde de lever på herude. Sejlturen har været lang.

Vi vågner tidligt ved at regnen slår mod taget af vores hytte. Vi får morgenmad lidt i otte, hvor vi i dag får to pandekager med sukker og marmelade - meget usund morgenmad. Manden fra Slovakiet har ikke rigtig nogen fornemmelse for, at vi skal dele maden, så inden vi får set os om, har han spist så meget, at der ikke er ret meget til os andre. Noget træls. I dag skal vi på trek igennem junglen. Vi skal gå ca. 15 km. for at komme til et stort vandfald "Salto Pará", som har et fald på 50 meter. Carlos bruger meget lang tid på at pakke for det regner og han gider vist ikke afsted, når det er så vådt. Endelig kommer vi afsted - stadig letregn men meget varmt og fugtigt. Vi vandrer gennem junglen - forreste mand med en kæmpe kniv til at skære sig igennem væltede træer og grene, som spærrer stien. En lang, våd, glat og mudret tur. Vi går i vand til knæene, mudder op af benene, vi sveder men pludselig står vi foran det enorme Salto Pará, som deler floden i Low Caura og High Caura. I High Caura bor der 4000 indianere i 51 små samfund. På vejen gennem junglen møder vi indianere med kurve på ryggen, som er spændt fast på hovedet og så går de let foroverbøjet i bare tæer. For at få benzin til High Caura, må de bære det gennem junglen (6 km). Det er indianere der tjener penge på den måde. De tjener 30 kr. for at gå med 60L benzin de 6 km. De kan ca. nå 3 ture på en dag, hvis de er øvede. Det er bjergterræn, glat, stejl og steder ufremkommeligt. På samme måde bærer de deres både med motor og alt andet, som skal fra Low Caura til High Caura, da der ikke er andre veje. Vi møder rigtig mange på vejen. Vi må kun fotografere dem hvis vi indgår en lille handel. Et foto for en cigaret, kiks eller hvad vi lige har. Nogen af dem har deres eget sprog og forstår ikke spansk. Inde midt i junglen ligger også en lille bar, hvor de sælger lidt drikkevarer og bananer. Her holder bærerne pause (og vi gør også, selvom vi vidst ikke har det hårdt sammenlignet med dem). Da vi er halvvejs tilbage kommer der en lille sti, som kan føre os en anden vej hjem. Det bliver det vildeste, vi har oplevet og er en tur ikke alle turister tager. Carlos går forrest med kniven og skærer stien fri. Alt er så tæt bevokset, at vi ikke kan se langt frem. Pludselig står vi på toppen af et bjerg med udsigt over trætoppene og junglen - en helt fantastisk og ubeskrivelig oplevelse. Turen ned igen er besværlig og hård. Vi balancerer på glatte sten og i mudder. Det er stejlt, farligt og meget grænseoverskridende. Hjemme i indianerlandsbyen vasker vi sko og strømper i floden og får et koldt bad (koldt vand vænner vi os vist aldrig til). Det var meget tiltrængt efter tre dage uden bad. Eftermiddagen går med afslapning og vi får også lige tid til at studere den store behårede fugleedderkop, som har valgt at sidde på et træ lige uden for vores hytte. Vi er faldet godt i snak med det hollandske par, der er med. De to andre, specielt manden, er meget anstrengende og har altid en meget bedre historie end os andre. Han er egoistisk og spiser alt maden, så vi andre går sultne i seng. Vi går endnu engang tidligt i seng (20.30) Vi har ømme ben og fødder. Stefans øjne er bedre i dag, så vi håber det er ovre.

I dag er det Claras fødselsdag. Hun fylder 1 år, men pga. omstændighederne kan vi ikke få mailet hjem. Vi tænker i stedet på hende herude fra junglen. Vi vågner som altid tidligt. I dag skal vi sejle fra El Playon. Vi skal tilbage til den første camp. Vi sejler direkte - kun med stop til frokost. Det er varmt, som alle de andre dage, men heldigvis tørvejr til morgen. Vi sejler kl. 9.30. Turen tilbage går hurtigere, da vi sejler med strømmen. Da vi ankommer til campen er det kun for kort visit. Vi skal nemlig en tur over til bådmandens indianersamfund, hvor vi skal hente kroge til at fiske med. Det er en landsby, hvor der ikke normalt kommer turister, så det er en speciel oplevelse. De kigger noget på os. De bor meget primitivt. Efter besøget tager vi på fisketur, men der er for meget vand i floden i dag, hvilket gør det svært at fange fisk. Men imens vi ligger helt stille i vores båd på floden svømmer 3 floddelfiner forbi. De svømmer tæt ved båden i et stykke tid for derefter at fortsætte op ad floden. Vi fanger ingen fisk. Tilbage i campen slapper vi af inden aftensmaden. Tre indianerbørn sidder udenfor vores hytte. De spiser fisk, som de selv har fanget (bedre held end os). De lever et liv så langt fra vores luksusliv derhjemme. Vi er godt beskidte og trætte. Mange indtryk og oplevelser rigere. I morgen sejler vi tilbage til Maripa og derfra med bus til Ciudad Bolivar.

Sidste nat i hængekøje for denne gang. Der regner ikke til morgen. Ved morgenmaden kulminerer Henri og Marianns (det hollandske par) frustration over den grovædende og total egoistiske slovak. Vi spiser toastbrød. Vi andre har fået to hver, hvor han går i gang med sit nr. 6 (og der er ikke mere til os andre). Mariann siger til ham, at han nok hellere må stoppe nu, for vi skal jo dele det mad der er, og vi andre er også sultne. Han bliver voldsomt sur og taler ikke resten af dagen. Til morgenmaden fortæller Carlos nogle historier om ting han har oplevet i junglen _ uforklarlige ting. Bådmanden har mærket nogen rykke i sin hængekøje i nat, hvilket Carlos også har oplevet engang. Lyde fra floden, hvor en tysker engang blev trukket ned, kolde vinde i junglen og ubehagelige ting. Carlos fortæller også at den lille indianerpige (12 år), som slår græs her i campen i de her dage, er gift med den meget ældre mand, som også går her. Bådmanden har også to koner - normalt i indianerverdenen. Bigami er ulovligt i Venezuela, men indianerne har sine egne love og regler, hvilket gør dem mindre vellidt af regeringen. Vi pakker vores ting og sejler tre timer op af floden til Maripa. Vi stopper en enkelt gang for at nyde vores private koks sidste måltid. Bådturen bliver lidt anstreng, for lige bag ved Stefan og jeg sidder en meget stor edderkop. Bådmanden siger, at den ikke er giftig, men den er meget ulækker alligevel. I Maripa venter vi en halv time på vores bus. Da han kommer skal han lige spise, så vi venter bare en halv time mere (det tager vi ikke så tungt). Ingen bliver stresset hernede. Vi kører de 200 km tilbage til Ciudad Bolivar. En spændende tur, hvor vi kører gennem typiske byer. Ligeså snart vi er lidt udenfor storbycentrum, så bor folk i lerhuse, blikskure og nogen steder bare et halvtag med en hængekøje. Deres biler er rustne og skrotfærdige, men kan stadig køre. Tilbage på "Posada Con Carlos" får vi vores gamle værelse (room 4). Vi får en øl sammen med Henri og Mariann. Vi får grinet af turen og specielt af slovakken. Vi aftaler at spise aftensmad sammen. En rigtig hyggelig aften. De rejser videre i morgen. På Rio Caura turen har vi oplevet så meget. Vi har set adskillige fugle, edderkopper, indianere, natur, fremmed kultur, delfiner og meget mere. En fantastisk tur.