Vi har kørt i bus hele natten. Turen har været meget urolig og vi har ikke sovet særlig godt. Vi vågner ved 7-tiden og kan ikke helt finde ud af, hvor langt vi er. Den sidste del af turen går gennem Andesbjergene. Det er smukt og meget anderledes. Bjerge der er fuldstændig bevokset med kaktusser. Vi ankommer til Merida kl. 10. Turen har taget 12½ time. En dejlig busterminal, hvor vi ikke overfaldes af sælgere og taxichauffører. Vi tager en taxa til Posada Suiza, som vi har fået anbefalet af Marian og Henri fra Holland. Det er et fint sted. Vi bliver modtaget af en flink fyr, som taler engelsk. Vi får et værelse med varmt vand. Bagefter viser han os rundt og fortæller lidt om stedet og hvilket muligheder, der er i Merida. Posadaen er et gammelt kolonitidshus, som er restaureret. Der er en stor tagterrasse med hængekøjer og udsigt til Andesbjergene. Vi får et kort over byen og vi advares mod tre steder i byen, hvor vi ikke skal komme. Vi bestiller Los Llanos turen med det samme, for det er en af grundene til, at vi har valgt dette sted, for vi har fået anbefalet turen gennem deres bureau. Vi skal afsted lørdag og så 4 dage. Prisen er Bs400.000/person (ca. 1200kr). Vi er efterhånden meget sultne. Har ikke spist ordentlig de sidste dage på Los Roques og nu nærmer kl. sig middag og vi har ikke fået mad siden i går aftes. Vi finder en nærliggende restaurant (La Abadia), som er anbefalet i Lonely Planet - vildt lækkert mad. Bagefter kigger vi på byen, vi bliver lokket til at købe brændt kokosnød og vi spiser en is på den berømte isbar med 999 forskellige smage ( Heladeria Coromoto). Ejeren er i Guiness rekordbog, for at have den isbar med størst udvalg. Her kan man bl.a. købe is med tun, rejer, spaghetti bolognese, øl, cola. Vi vælger dog noget lidt mere normalt - Rice Crispies, kokos og jordbær - mums! Vi finder et sted, hvor vi kan skrive mail hjem og til aften spiser vi på en typisk Andisk restaurant (Luz Caraballo), hvor vi får en rigtig lækker steak (vi var dog ikke helt klar over, hvad det var vi havde bestilt). Det er blevet lidt sent, da vi vil hjem igen og vi er lidt utrygge ved vejen hjem - det virker lidt skummelt, men vi kommer hjem uden problemer. Inden vi går i seng får vi turens første varme bad, tænder kalenderlyset, som mor har sendt med os og ser Robbie Williams koncert (første gang med TV). Skønt! Merida virker meget tiltalende og er indtil videre den by, vi har befundet os bedst i. Her er et stort universitet, hvilket giver byen lidt liv. Her er der mulighed for at gå på restaurant, hvilket vi ikke har oplevet så meget hernede.

Vækkeuret ringer kl. 6.00. Vi skal op på Pico Espejo (4765 m. højt) med Téléferico, som er verdens længste og højeste kabelbane (12,5 km lang). Vi skal køre fra 1577 m.o.h. til 4765 m.o.h.. Vi har fået at vide, at det er bedst at tage derop, så tidligt på dagen, som muligt, da der dannes skyer, som dækker toppen, når vi kommer mod middagstid. I dag skinner solen fra en skyfri himmel - perfekt. Jeg føler mig godt nok lidt sløj og har vist lidt feber, men vejret er perfekt, så vi kan ikke lade den chance gå forbi. Vi spiser morgenmad på Josephs Luncheria - to pandekager med honning, ost og crema de leche (en blanding af fløde og ost), friskpresset juice og frugtsalat for ca. 30 kr. Vi får også en Jugo de Moro, som egentlig skulle være en vand, men tjeneren misforstår os vist. Lidt komisk, for vi fortæller ham, at vi gerne vil købe en vand, som vi kan tage med i bjergene. Water bliver til Moro på mystisk vis og han kommer med juicen i et plasticbæger med sugerør, for vi skal jo have det med på bjerget. Vi spørger, hvad det er han serverer og han virker lidt uforstående, for han tror jo, at det er det, vi lige har bestilt. Vi tager vores brombær juice med og køber vand et andet sted. Ved Téléfericoen lejer vi dunjakker, da der er ret koldt og sne på toppen. Vi køber billetter og skal så vente en time, før de sender os afsted - ting tager tid hernede. Det er flot og der er meget langt ned. Vi skal med 4 baner, før vi når toppen og det tager ca. 1½ timer at nå hele vejen op. Min feber og utilpashed er desværre tiltagende, jeg får voldsomme kulderystelser og blå læber og det bliver værre jo højere, vi kommer op. På 3. stadie overvejer vi, om vi skal fortsætte, men jeg syntes, at vi er så tæt på toppen, at vi skal helt op. Jeg har det mildest talt elendigt og dette forstærkes yderligere, da banen sætter sig fast på sidste strækning. Endelig når vi toppen, men da jeg rejser mig bliver jeg svimmel og skal kaste op. Jeg kommer ned og sidde og en læge får mig med en på en sygestue, hvor jeg behandles for højdesyge med ilt og en pille. Jeg hyperventilerer og det føles, som skal mit hoved eksplodere. Da jeg kommer lidt mere til mig selv, går vi udenfor og får taget nogle billeder. Der er så smukt, himlen er blå, men jeg kan kun tænke på at komme ned fra det her bjerg igen. Turen ned går lidt hurtigere og jo længere vi kommer ned jo bedre får jeg det og kan nu begynde at nyde den smukke natur. Rigtig ærgeligt, at turen bliver ødelagt af højdesyge. Men set i bakspejlet skulle vi nok slet ikke være taget afsted, når jeg var syg, men vejret var bare perfekt. På vej tilbage til Posaden spiser vi på Mc Donalds og får hævet penge. Vi får et tiltrængt hvil på vores værelse. Feberen er steget - øv. Til aften taler vi med ejeren af Posadaen, Ricardo. Han vil høre, om vi vil til Los Llanos søndag i stedet for lørdag. De har hørt, at jeg har feber (og så passer det dem nok også bedre at udsætte en dag). Vi bliver enige om at vente den dag, så jeg kan blive lidt frisk. I morgen vil han hjælpe os med at bestille flybilletter til torsdag. Hvis vi flyver undgår vi to døgns rejse, som vi vil få, hvis vi skal med natbus til Caracas, når vi skal hjem til Dk. Vi har forhørt os mht. flystandarden og de siger, at Avior Airlines er fine fly, som vi sagtens kan flyve med. Vi henter en Shawarma con Pollo, som vi spiser i gården og går tidligt i seng. Vi nyder, at der er tv og varmt vand.

Vi spiser morgenmad i Posadaen - lækker buffet, som er lidt dyr, men rigtig god mad. Jeg har ingen feber til morgen, så vi håber, at det er ovre. Formiddagen bruger vi til at få hævet flere penge, bestille flybilletter fra Barinas til Caracas til torsdag og vi slapper af på terassen i solen med udsigt over Andesbjergene. Temperaturen i Merida er en del lavere end de andre steder vi har været. Den ligger på et par og 20 grader, da vi er 1500 meter over havet. Om aftenen bliver der køligere - ned til 15 grader. Vi spiser frokost på La Nota, som er Venezuelas svar på Mc. Donald. Det lykkes os at få bestilt en burger med pommes og cola. Dertil får vi 8 forskellige flasker med dressing, så der mangler ikke noget. Vi er mildest talt imponerede over al den dressing, de spiser hernede. De dækker deres mad fuldstændig med dressing og spiser gigantiske portioner. Burgeren vi får er ikke helt det vi tror, vi har bestilt, men den smager helt fint. Efter frokost tager vi lokalbussen til Mercado Principal, som er et typisk marked med håndværk, keramik, hængekøjer, mad, restauranter og bras. Et kæmpe marked. Heldigvis er de ikke så pågående hernede og lader os kigge på de ting de sælger - dejligt. Vi køber et keramik krybbespil og en Sydamerikansk kaffebrygger + lidt småting. Vi kigger også efter hængekøjer, men beslutter at købe dem i Posadaen. Da vi kommer tilbage til Posada Suiza vil vi betale vores værelse, da vi skal rejse til Los Llanos i morgen. De er meget stille, da vi kommer ind på kontoret og må så indrømme, at de har lavet en fejl. Turen til Los Llanos kan ikke gennemføres i morgen, men vi er nødt til at vente til mandag, så det bliver fra mandag til torsdag. De har masser af gode undskyldninger, som f.eks. at guiden skal til et bryllup. Det viser sig, at det skal han først torsdag, den dag vi kommer hjem, så vi kan ikke helt finde ud af hvad den rigtige grund er. Det kommer til at betyde, at vi skal slutte turen samme dag, som vi flyver hjem til Danmark. Vi har lidt svært ved lige at få overblikket og syntes efterhånden at denne tur er blevet udsat lidt mange gange. Men når vi tænker os om, vil det være en fordel for os at vente endnu en dag, for så undgår vi en ventedag med overnatning i Barinas. Det er selvfølgelig et sats, at vi kan nå flyet i Barinas, men vi siger ja til det. Det betyder, at vi endnu engang har en ekstra dag i Merida. Vi forhører os lidt om mulighederne for ture i morgen og bestiller en tur i Andesbjergene på hesteryg. Det er vi meget spændte på, da ingen af os er erfarne ryttere. Vi spiser romantisk middag på La Abadia - vi får et lille privat rum, hvor der kun er et bord, to stole og stearinlys - virkelig romantisk. Vi har stadig lidt problemer med at finde et sted, hvor vi kan brænde vores billeder på cd rom, men vi forsøger igen i morgen. Vi har brug for at få tømt kameraet inden vi tager til Los Llanos.

Endnu en dag, hvor vækkeuret ringer tidligt (6.45). Vi skal ned til byen, hvor vi skal finde en lokalbus, der kører til Proderosa (ca. ½ times kørsel). Derfra skal vi gå en time, før vi når til den farm, hvor vi skal ride fra i dag. Vi håber, at vi kan finde lidt morgenmad på vejen, men desværre lykkes det ikke. I dag er der parlamentsvalg i Venezuela, så alt er lukket. Vi finder bussen og kører ad den Trans Andiske hovedvej - flot. Vi kommer af det rigtige sted og begynder nu vandringen af bjergveje længere og længere væk fra civilisation. Meget lokalt og øde. Endelig finder vi den lille farm, som ligger 2000 m.o.h. Vi er kun Stefan og jeg, som skal på tur og så damen, som bor på stedet. Vi kan fornemme, at det vist bliver en udfordrende tur, for det er et meget vildt terræn. Vi starter med at trække vores hest ned af en meget stejl skrænt (hesten bagerst og os forrest, så det er lidt væmmeligt, når vi kan mærke hestens mange kræfter komme i mod os) og så starter turen. Vi rider op og ned, meget stejlt på smalle stier ude på kanten af bjergene. Hestene og vi kæmper os afsted. Mange gange er hestene ved at snuble og synker i knæ p.g.a. anstrengelserne, men de klarer den hver gang. Vi syntes selv det går ok, men det er ikke det vi forstår ved en begyndertur. Vi spiser frokost med udsigt til Pico Humboldt - der er regnskov og bjerge overalt. Hestene slippes løs mens vi spiser. Vi rider en anden vej tilbage. Hestene ved nu, at de skal hjem, så de er noget iltre. Skiftevis skridt, trav og galop hjem - ikke godt for en øm numse. Vi kommer til et sted, hvor stien er regnet væk - en tur hvor adrenalinen kører. Mange steder er stierne frygtelig smalle, så vi må stole blindt på hestenes formåen. Tilbage på farmen er vi godt trætte, men vi ved også, at vi har en times bjergvandring tilbage til bussen - hårdt efter 4 timers ridning. Tilbage i Merida er vi lige i banken for at hæve turens sidste Bolivars. På vejen tilbage til Posadaen begynder vores øjne, næse og mund at svige og smage grimt. Vi tager vores solbriller på, men det hjælper ikke, men vi er heldigvis næsten hjemme. Udenfor Posadaen står to af de ansatte og de ser lidt forskrækkede ud. De spørger, hvor vi kommer fra og vi fortæller om vores oplevelse med svien i øjnene mm. De fortæller om en peberspray, som er blevet udløst - måske ballade pga. valget. Lidt skræmmende, men vi vidste det heldigvis først, da vi kom hjem. Til aften, vores sidste aften i Merida, spiser vi spaghetti og ketchup, for alt er lukket pga. valget. Vi pakker taskerne, så vi er klar til Los Llanos i morgen tidlig. Nu skal vi endelig afsted - håber vi. Vi går tidligt i seng - en spændende, grænseoverskridende og endnu engang oplevelsesrig dag. Vi så forresten en grøn slange på vej gennem bjergene ned til bussen.