Vi ankommer til Ciudad Bolivar kl. 8.00 efter 11 timer i natbus (og ikke 8 som på planen). En rigtig fin bustur, hvor vi har sovet meget af tiden. Desværre lidt for meget aircondition, så det har været meget koldt. Vi var godt nok ved at komme af det forkerte sted. Vi troede ikke at vi skulle stoppe halvvejs og sætte nogen af, så vi gik ud af bussen og ventede på baggagen. En af chaufførerne fandt os udenfor og sendte os tilbage til bussen og vi kører 3 timer mere. Da vi ankommer til Ciudad Bolivar bestemmer vi os for at tage rygsækken på ryggen og gå ind til centrum. Der er meget varmt og der er lidt langt, men vi når frem og finder en lille café i et shoppingcenter, hvor vi får noget (morgen)mad - kylling shawarma med cola. Vi kigger i Lonely Planet, for at finde et Posada. Vi har ikke set et eneste sted på vejen fra busstationen. Vi bliver enige om at tjekke "Posada Don Carlos" og det bliver det helt rigtige valg. Et rigtig flot sted - en gammel kolonitidsbygning der er restaureret men bevaret. Inde bag de umiddelbare kedelige mure finde vi en oase. I midten en lille have, små terrasser og alt lavet i mørkt træ. Selvbetjeningsbar og hængekøjer. Ubeskriveligt. Stedets ejer er tysker, Martin, og han arrangerer også ture fra Ciudad Bolivar. Vi vælger et værelse med aircondition som vi betaler Bs. 45.000/nat (ca. 130 kr.). Vi køber en 5 dages tur til Rio Caura, hvor vi skal besøge indianersamfund, på trek i junglen, se vandfald og meget mere. Det glæder vi os til. Ikke noget vi hjemmefra har læst noget om, men det lyder spændende, så det prøver vi. Turen koster Bs. 630.000/person (ca. 1900 kr.). Vi har igen i dag problemer med at hæve penge i automat, så vi ender i banken, hvor vi får penge efter at have afgivet vores fingeraftryk. Vi kigger lidt på byen, men går hjem sidst på eftermiddagen, da vi fornemmer en underlig stemning. Der er masser af politi, butikker der pludseligt og meget voldsomt bliver lukket, folk der løber og er på vagt, råb, dyt fra biler. Alt i alt noget underligt, som vi ikke gider blandes ind i. Vi hører fra nogle andre rejsende, at politiet er ved at lukke ulovlige butikker og "rydde op", inden der om en uge kommer præsidentbesøg til byen. Vi ligger os i stedet i hængekøjen hjemme på Posadaen og falder i søvn. Der er mørkt, da vi vågner. Vi vælger at spise hjemme, tager et koldt bad og går tidligt i seng.

I dag vågner vi til en dag, hvor vi ikke har planer. Vi spiser morgenmad og er så klar til at gå på opdagelse i Ciudad Bolivar. Byen har en velbevaret kolonitidsbydel, som er der, hvor vi bor. Flotte og meget specielle bygningsværker med alle regnbuens farver. Der er meget varmt fra morgenstunden og høj solskin. Vi beundrer alle de flotte bygninger og suger til os af livet i byen. Vi går lidt udenfor centrum, hvor det hurtigt bliver meget lokalt. Vi oplever, at alle er meget venlige og imødekommende - de hilser og smiler til os. Vi ser en ældre dame, som sidder i sin gyngestol uden for hendes flotte farvede hus. Vi spørger, om vi må tage et billede af hende. Hun er lidt genert, men vil gerne fotograferes. Vi takker, men da vi vil gå videre peger hun ind i huset og siger en masse på spansk. Vi bliver inviteret indenfor i hendes hjem, hvor også hendes datter bor. Datteren viser frem og fortæller lidt. Hun spørger ind til os og vi får os forklaret, på vores dårlige spansk (som for hver dag bliver bedre og bedre). Det er en stor oplevelse, at se et lokalt hjem. Stuen er pyntet med Jomfru Maria og andet katolsk julepynt. På vores tur gennem byen mærker vi julen nærme sig. De er i fuldt sving med at pynte til jul med deres kunstige juletræer, julestjerner i alle regnbuens farver, oppustelige julemænd og meget mere. På en plads ved floden er der et julemarked, hvor børn optræder med sang og forskellige krybbespil. De sælger ting, som de selv har lavet og vi køber et skønt stykke hjemmebagt kage. Det er svært at forholde sig til, at det er jul - de har nissehuer på og julepynt over det hele, og her står vi i 40 graders varme, solen brænder, vi sveder og har kun sommer i tankerne. Julen er andet en pynt og nisser - julen er en følelse, som kun føles rigtig hjemme i Danmark, hvor det er koldt og måske lidt sne. Efter frokost hæver vi penge og tager en taxa (Bs400.000 - ca. 12 kr.) til busstationen, for at købe en natbusbillet til Caracas, for at komme videre til Los Roques. Vi har tidligere på dagen været hos et tour agency, for at høre på kombi billetter herfra og til Los Roques, men fik at vide, at det er alt for dyrt. Han anbefalede os, at tage til lufthavnen i Caracas og så selv købe flybilletter og finde et sted at bo, når vi når frem. Vi køber busbilletter til i morgen aften kl. 21.15 ( samme selskab, som vi kom hertil med). Vi tager en taxa tilbage til Posadaen. Bliver lidt utrygge, da chaufføren kører en helt anden vej end vi er vant til - ind gennem en noget skummel baggård. Vi tæller lige vores sidste minutter, men det viser sig, at han bare kan en rigtig smart smutvej - det er jo ikke nemt at vide. Afslapning på værelset og så falder vi i søvn. Stefan vækker mig kl. 20. Hvad med aftensmad ? Vi går ned i byen men alt er lukket og gaderne er øde, så vi må dele en kop cornflakes med mælk og en cola. Vi går sultne i seng. En rigtig dejlig dag - meget varmt !

Vi vågner op til vores sidste dag i Ciudad Bolivar. Vi handler lidt ind, checker ud, spiser frokost i byen og bruger eftermiddagen i en hængekøje i Posadaen. Vi prøver, for første gang i dag, at køre med lokal bybus. Det koster Bs500, som er ca. 1,5 kr. og det var en oplevelse. Musikken var ligeså høj, som alle andre steder, hvilket gør det umuligt at kommunikere sammen. Samtidig var der 50 grader i bussen og fyldt med mennesker - men billigt og uproblematisk. Vi forlader Posadaen kl. 18. Spiser en dejlig italiensk middag på en restaurant i den pænere del af byen. Der er ca. 2 km. fra restauranten til busterminalen (i følge kortet), så vi beslutter at gå derhen. Senere fortryder vi denne beslutning, da vi ender i et skummelt kvarter med dansepiger og  drugstores . Vi stopper en taxa, men han virker mere skummel en kvarteret. Han vil ikke hjælpe os med vores baggage og nægter at stige ud af bilen. En familie, som står tæt derved ryster på hovedet. De hjælper os med at skaffe en ordentlig taxa. Busterminalen er et gedemarked. Så først da vi sidder i bussen og kører mod Caracas ånder vi lettet op. Det kan være svært at gå fra sted til sted, for selvom afstanden er forholdsvis kort er grænsen mellem rig og fattig så pludselig, at de fineste huse kan ligge en blok fra det værste slum. Der er ingen mellemvej hernede - det er enten rig eller fattig.