Vi vågner tidligt. Den første gang maveonde har ramt os, så morgenen foregår, for Stefans vedkommende, på toilettet. I dag vil vi slappe af, få skrevet hjem og få set byen. Men dagen bliver helt anderledes end ventet. Vi går ned til den lille "pege" købmand på hjørnet og køber cornflakes, lunken mælk og en yoghurt, som var juice, da vi kom hjem. Efter morgenmaden vil vi bestille en tur til Angel Falls den efterfølgende dag. Martin ringer til lufthavnen, for at høre, om vi kan flyve Canaima - Caracas hjem og så går tingene pludselig hurtigt. Martin får at vide, at Chavez (præsidenten) besøger byen i morgen, hvilket betyder, at alt vil blive afspærret og lufthavnen lukket. Det betyder, at vi ikke kan komme afsted i morgen, men vi kan komme afsted i dag kl. 11.00 (kl. er på dette tidspunkt 9.40). Vi tager en hurtig beslutning. Mails + afslapning må vente, for nu skal vi til Angel Falls. Jeg pakker og Stefan får et lift til banken for at hæve penge. ATM automaten er igen mærkelig, så Stefan må lave 6 hævninger, for at få nok penge. Vores tøj er ved at blive vasket. Vi hiver det ud af tørretumbleren kl. 10.55. De andre, som skal med, kører de rundt og leder efter ude i byen og finder dem heldigvis. Kl. 11.00 er vi på vej til lufthavnen. Vi venter en halv time og får så at vide, at nu er der plads til 5 personer. Vi er 8, så et tysk par splittes op og flyver hver for sig. Vi skal flyve med det mindste fly af dem alle. Et 4 personers med plads til en ekstra på 2. pilotens plads. Det tager 45 minutter at flyve til Canaima. En spændende tur med god udsigt over Venezuelas meget vekslende landskab (vi flyver ikke så højt). Et kvarter senere kommer de andre med et "fragtfly". Også et 4 personers, som var fyldt op med grøntsager og så en rom og cola til piloten. Vi bliver indkvarteret i noget baraklignende i Laguna de Canaima. De har desværre ikke værelser nok, så nogen må til et andet sted lidt derfra (typisk hernede). Canaima er en indianerlandsby, som ligger ved floden Rio Carrao. Stranden og vandet er helt rødt. Det er farvet af nogle specielle træer og planter som findes i området. Omkring 150 Pemón indianere lever i Canaima. Kl.15 samles vi (vi er en stor flok på 14) og skal møde op i badetøj. Vi skal ud til Salto El Sapo (20 m. fald), som er et bredt vandfald, hvor vi skal gå inde bag ved vandet. Vi går med hinanden i hænderne. Vandet vælter ind over os med enorme kræfter. Det er vildt. Vi har aldrig oplevet noget lignende. Vi går ned og ser vandfaldet forfra - dets enorme vandmasser. Vi skal tilbage samme vej, som vi kom fra, så det betyder igennem vandfaldet igen. Adrenalinet pumper og vi overskrider nogen grænser. Turen slutter på toppen af vandfaldet - vildt fascinerende. Tidligt i seng som altid. Stefan har fået feber og har ingen appetit. Maven er heller ikke i orden, så det er træls. Vi snakker om, at det er godt, at vi har valgt turen nu, for når Chavez kommer til byen kan der nemt blive lidt ballade og demonstration, så det vil vi gerne slippe for.

Stefan har været syg hele natten. Høj feber og dårlig mave. Heldigvis er han lidt mere frisk til morgen (siger han) og vi vælger at gennemføre turen til Angel Falls Vi tager afsted lige efter morgenmaden. Først går vi en halv time til Ucaima, som ligger på toppen af Canaima vandfaldende. Herfra skal vi sejle op af floderne Rio Carrao og Rio Churún til Isla Ratoncito (Rotteøen). Vi er 14 mennesker + bagage i båden, så vi sidder meget klemt. De folk der er med på turen er folk der er på rejse for at feste og møde nye mennesker. De synger i båden og er ret dumme at høre på. Hver gang vi er ude af båden, skal vi vente i lang tid på de sidste, ingen hører hvad guiden fortæller. Ikke lige et selskab vi matcher med. På sejlturen stopper vi ved et lille vandfald, hvor vi kan bade. Vi har desværre ikke badetøj med, så vi må nøjes med at kigge på. Vi får frokost i båden. Efter 4 timers sejlads og ømme numser når vi Isla Ratoncito, hvorfra vi skal gå en time gennem jungle, for at nå et udsigtsplateau ved Angel Falls. En hård tur hvor vi går på sten og rødder, som er meget glatte. Vi har desværre været så dumme at gå afsted i sandaler, hvilket ikke passer til terrænnet. Da vi endelig når til toppen, er der mange mennesker og meget lidt plads, men vi kommer helt frem og oplever det fantastiske syn af verdens højeste vandfald, der bare bruser ud over klippekanten - fascinerende. Vi kan ikke se guiden deroppe og tror, at han måske er blevet tilbage på det sted, hvor det begyndte at gå meget op ad. Vi beslutter derfor at gå tilbage, så vi kan tage os god tid ned gennem junglen. På vejen tilbage skrider jeg på en sten og slår min storetå. Jeg rykker halvdelen af neglen fra huden og det gør rigtig ondt. Men der er ikke andet at gøre end at fortsætte vandringen. Da vi når tilbage til det sted, hvor vi mener, at guiden er, er han der ikke. Vi venter længe alt imens vi angribes af utallige myg. Vi pakker os ind i vores regnslag og sidder så bare og venter. Vi bliver lidt nervøse, for der er nu gået over en time. Pludselig ser vi guiden i fuld galop ned af bjerget. Han ånder lettet op, da han ser os, for han troede han havde mistet os på toppen af vandfaldet. Han var heldigvis ikke sur, nærmere lykkelig for at have fundet os og vi var da også glade for at "blive fundet". Da vi når tilbage til båden, sejler vi over på den anden side af floden, hvor vores meget primitive camp ligger. Vi får hængekøjer med udsigt til vandfaldet. Stefan har stadig feber og vi går derfor tidligt i seng. En generator kører et par timer efter mørkets frembrud, men senere på aftenen er det kun stearinlys der giver lidt lys. Endnu en nat midt i junglen med alle de lyde, vi efterhånden har vænnet os til.

Vi står allerede op lidt før 6.30. Vi har sovet lidt dårligt i nat, men at vågne op til synet af Angel Falls får os til at glemme det - en speciel morgenstund. Efter morgenmaden pakker vi vores ting og sejler hele vejen tilbage til Canaima. Vi sejler med strømmen, så det går noget hurtigere end i går. På vejen hjem møder vi en båd med to vinkende turister - "Gammel Nok" og konen. Tilbage i Canaima kan vi ikke helt få besked om flyafgangen i eftermiddag. Vi kan ikke finde ud af hvordan det fungerer, men har mødt piloten, som vist selv finder ud af, hvor mange der skal med til Ciudad Bolivar. Efter frokost går vi alle ned til lufthavnen og vi kommer ret hurtigt med et fly. Denne gang et æld gammelt Cesnafly til 4 personer. Døre og vinduer er utætte, alt er slidt indvendigt. Vi letter men opdager hurtigt, at brændstofsmåleren står på "empty". Trods dette når vi helt frem til Ciudad Bolivar. Havde lidt problemer undervejs, da en af de "bøvede" tyskere fra turen ikke havde købt billet, men bare var taget med et fly. Piloten skulle pludselig se billetter og ordne alt muligt andet end at flyve - ret ubehageligt. I lufthavnen er det piloten der får ringet til vores Posada for at arrangere taxa - et alsidigt job at være pilot i Venezuela. Tilbage i Posada Don Carlos får vi vores værelse, går en tur i byen, får købt lidt ind og finder en internetcafé. Til aften spiser vi jordbær yoghurt med banan og brød til. Derefter et meget tiltrængt bad og jeg får renset min tå med noget der vist er jod. Tåen er allerede betændt og dunker helt vanvittigt. Vores tæer og fødder er efterhånden så beskidte, at de er umulige at få rene og det kolde vand, som de har alle steder hernede indbyder ikke til at sætte fødderne i blød i længere tid.