Vi står tidligt op for at komme ned til Estacion Huanchac, som er stationen med toget til Puno. Vi skal køre i tog i 10 timer. Vi vil handle på vejen, men alt er lukket, både supermarkedet på Plaza, pegekøbmænd og bagerier. Ved stationen køber vi en cola, 2 boller og en pose chips, så vi har lidt hvis vi ikke kan købe noget på vejen. Toget kører, til vores store forbavselse, præcis kl. 8. En stewardesse kommer rundt og tilbyder en 3 retters menu til $12. Da vi ikke selv har mad med er vi nødt til at bestille det. Hele formiddagen kravler toget afsted, langsomt op af bjergene. Smuk udsigt og vi passerer små landsbyer, hvor alt er meget fattigt. Alle bor i lerhuse med lergulve og meget spartansk. Toget stopper i 4200 meters højde, som er det højeste punkt på turen. Det er verdens højeste beliggende jernbane. Her er der lidt souvenirboder. Kl 12 får vi den fine tre retters menu, men vi ser andre få serveret de lækreste sandwich og burgere. Det viser sig, at vi kunne have bestilt andet end den dyre menu, men det glemte hun bare lige at tilbyde os. Lidt surt, da den dyre menu slet ikke er os. Resten af dagen kører vi på en slette i 4000 meters højde. Meget fladt og fascinerende. Toget stopper i Juliaca, som ligger en time fra Puno. En kaosby eller rettere et hul i jorden. Langs med banen er der boder med alt fra frisører til dæk, mad, ledninger, snor, ja alt kan købes her. Vi ankommer til Puno kl. 18.30. Udenfor banegården overfaldes vi af folk, som vil tilbyde hoteller. De følger efter os i lang tid. Vi har lidt svært ved at finde noget, det er mørkt og vi kender ikke byen. Vi finder tilsidst et ledigt værelse på Hotel Camino Real, som ligger i centrum, tæt ved Calle Lima, som er en gågade. Vi får værelset til $20, hvor normalprisen er $45, så vi er godt tilfredse. Det er godt at være her i lavsæsonen, så er det lette at handle med. Vi får lidt at spise og et lååangt varmt bad, som er tiltrængt efter flere dage uden. Det har været en rigtig spændende togtur, 30 km.t. og dårlige sæder, men det var det hele værd.

Dagen starter ok. Vi vil have styr på det vi skal i Puno, have bestilt bus videre til Bolivia og en bådtur ud på søen. Puno er en meget lokal by, hvor folk opholder sig i ganske kort tid, for at se et par steder ude på Titicacasøen. Specielt for søen er at det er Sydamerikas, den er verdens største sø i en højde over 2000 meter. Titicaca ligger i 3820m. Og så er det verdens højeste beliggende sø med passagerbåde. Udover disse facts, så er søen helt speciel klar pga højden og vejrforhold. Det er også her Urofolket bor på sivøer, sejler i sivbåde, spiser siv m.m. Vi bestiller en bådtur til imorgen og bus videre til Copacabana i Bolivia til lørdag. Så langt så godt. Desværre begynder planen at gå mere skidt end godt. Jeg har kvalme og ondt i kroppen. Lange timer med opkast, feber mm. starter. Stefan får skubbet hele planlægningen en dag. De er søde på bureauet og forstående. Tilbage på hotellet får vi at vide, at de desværre skal bruge vores værelse i morgen. Lidt uoverskueligt. De finder et andet hotel til os lige i nærheden til samme pris. Jeg bliver tilbudt Cocablade, som skulle virke helbredende, men jeg holder mig til Panodil.

Dagen i dag fortsætter som i går. Kl. 12 skifter vi hotel til Gran Puno Inn, hvor jeg går i seng igen og Stefan ser Tv og går på internettet. Endnu engang udsætter vi vores tur og bussen videre. De kender efterhånden Stefan ved Edgar Aventura, hvor vi har bestilt det hele. Ved aftenstid besøg af læge og jeg bliver udstyret med antibiotika, elektrolytdrik, mavedrik, kvalmepiller og indsprøjtning paracetamol. Det er hårdt at være syg. Skånekost de næste 4 dage, men det betyder ikke så meget endnu, for jeg spiser ingenting. Stefan lever af tørt toastbrød og bananer. Danmark er langt væk når det går skidt.

Lægen har ordineret hvile, hvilket betyder endnu en dag på hotelværelset. Kl. 13 ringer de fra receptionen, at de skal bruge vores værelse. Vi tror det er en joke, men sandt nok. Men vi kan flytte til værelset ved siden af. Jeg er ikke lige i humør til at flytte, men det lykkes at få alt ind ved siden af og jeg går i en ny seng. Kl. 16 går vi på en restaurant, hvor Stefan trænger til at få noget andet at spise en toastbrød. Jeg får også lidt spaghetti uden noget, som er første mad i tre dage. I morgen skal vi på tur, så vi satser på at jeg er feberfri og ok. Stefan keder sig efterhånden også temmeligt meget, selvom han bruger rigtig meget tid på at varte mig op.