I dag skal vi starte Inkatrail. Vi bliver hentet kl 6.30 på vores hotel. Vi kører lidt rundt i byen, stopper, kører igen alt imens en dame og en del mænd løber rundt, ringer og virker ret forvirrede. Det viser sig, at vi er to grupper der deler bussen til start for Inkatrail. Den anden gruppe mangler to personer, som de ikke lige har fundet ud af hvor bor. Vi bruger 1 en halv time på at lede efter dem. Da de endelig er fundet skal vi have samlet alle de andre fra bureauet sammen igen. Ret komisk men også typisk hernede, at der ikke lige er styr på det. På vejen samler vi bærerne op og kører så mod Ollantaytambo, som ligger tæt ved Km 82, hvor vi skal starte vores trek. Vi er i 2750 meters højde. I byen kan vi købe det sidste til turen og bureauret skal have tjekket nogle papirer. Vi fortsætter en halv time i bus til Km 82. Her er meget varmt og sol fra en skyfri himmel. Vi hilser på gruppen, som vi skal være sammen med de næste 4 dage. Det er to hollændere, søskende, på 23 og 24. Så har vi en guide Maria og 4 bærere, som også skal lave mad m.m. Dejligt at gruppen er så lille. Vi spiser frokost inden vi starter med at gå. Vi skal tilbagelægge 12 km i dag hvor vi skal gå gennem en dal, som ligger på grænsen til regnskoven. Naturen er helt fantastisk. Vi kan se Mount Veronicas snedækkede tinde i 5750 meters højde. Vi passerer flere landsbyer, hvor lerhusene har ichugraestage, som er typisk for inkatiden. Vi kommer til Llaqtapata i 2650 meters højde, som er et gammelt inkasted. Maria fortæller, at Inka betyder konge og der var 10 inkaer i Inkatiden. Folket hed Quechuaer, hvilket også er det sprog der tales i store dele af Perus Andesregion. Kl. 17 ankommer vi til Wayllabamba, som er vores camp for natten. Det er en landsby, hvor vi kan slå vores telte op. Her bor de også i lerhuse og overalt går grise, høns, æsler og andre dyr. Det har været en hård dag. Solen har bagt og vi har gået meget opad. På turen har vi passeret små landsbyer, hvor de sælger sodavand og vand til overpriser. Vi går allerede i seng kl 19. Vi er glade for vores varme soveposer, for så snart solen går ned, så bliver der rigtig koldt. Wauw en dag, som afsluttes her mellem Andesbjergene, det er da helt fantastisk.

Vi bliver vækket kl. 5.30 af en af bærerne. Han banker på vores telt og har varm te og cocablade. Vi forsøger at vågne mens vi drikker vores te, cocabladene springer vi lige over, selvom de siger, at de skulle være godt for alt. Stefan og jeg har et tre personers telt, så vi har god plads. Vi får serveret havregrød, brød, frugt, yoghurt og en pandekage. Vi skal gå i mange timer inden vi går frokost, så der skal lægges en god bund. Vi sidder og spiser med bjerge på alle sider, smukt. I dag skal vi gå 10 km, hvilket jo ikke lyder af så meget. Men vi skal passere det første pas, som også er det højeste på turen. Det er Warmiwanusca som ligger i 4200 meter. Passet kaldes også Dead Womans Pass, men historien fortæller intet om en død kvinde, så det er op til fantasien, hvorfor det hedder sådan. Hele turen fra campen og til toppen, fra 3000 til 4200 meter, går vi på trappetrin. Det går op og op og op og luften bliver bare tyndere og tyndere. Toppen synes uendeligt langt væk. Vores ben bliver tungere og tungere og vi hiver efter vejret. Forbi os drøner bærerne, som hver har 20 kg baggage på ryggen bundet op med snore og tæpper. Det er utroligt at de kan holde til det og så smiler de ovenikøbet. Maria fortæller, at de får mange nedslidningsskader i løbet af få år, hvilket er forståeligt med de arbejdsstillinger. For bare 5 år siden måtte de bære op til 30 kg men nu er der kommet begrænsning på 20 kg hvilket bliver tjekket på flere tjekpoints i løbet af ruten, Vi når Warmiwanusca efter 4 timers slid. Men at stå der på toppen af det højeste bjerg vi nogensiden har besteget, får os til at glemme anstrengelserne. Det syn vi ser er bare fantastisk. Vi sidder på toppen i en halv time og begynder så nedstingningen. Dvs. trapper ned igen. Nu er det andre muskler vi skal bruge. Benene føles som spaghetti og det kræver koncentration ikke at træde forkert. Det tager lidt over en time at komme til Pacaymayu, som er vores camp. Det er en stor camp, hvor de fleste stopper for natten. Kl. Er 13 og turen har taget 6 timer hvilket er hurtigere end regnet. Det kommer vist bag på os alle, da vi syntes vi nærmest kravlede op af bjerget. Efter frokost ligger vi os i teltet og tager en lur. Vores ben og fødder er trætte og vi trænger til et bad. Får lidt iskoldt vand under armene og vasker fødderne i et lille vandfald. Det er hvad der kunne blive til. Alt omkring os er så fantastisk, bjergene, vandfald. Det er ubeskriveligt. Der er lidt overskyet i dag og der var rigtig koldt på toppen af passet. Vi er spændte på hvor koldt der bliver i nat, da der kan blive helt ned til frysepunktet. Der er mange myg her og Maria fortæller, at nogen af dem er en art, der kravler ind i hovedet på en og snylter. Så vores hår får en ordentlig omgang myggespray.

Vi bliver igen i dag vækket kl 5.30. Vi kigger ud af teltet og ser direkte ind i en sky. Vi spiser morgenmad og er klar til dagen, hvor vi skal gå rigtig mange km. Vi starter igen i dag med at gå op af. Fra i dag går vi på oprindelig inkasti. På den strækning vi har tilbagelagt, ligger stien, så højt oppe i bjergene, at det er for farligt, at gå der. Men den sti vi har gået på har de nu ikke lavet specielt bedre end det oprindelige inkasti, men det skal selvfølgelig også være autentisk. Efter ca. 30 min. op af bjerget kommer vi til inkaruinen Runkurakay, som ligger i 3600 meter. Herfra skulle der være en god udsigt til det pas, vi kravlede over i går, men eftersom vi står midt i skyen kan vi ikke se noget. Men det er ogssa specielt at være i så tæt skyer. Vi går videre for at krydse turens andet pas, som er i 3998 meter. Her kan vi på de forskellige bjergspidser bygge sten ovenpå hinanden og ønske noget. Det prøver vi selvfølgelig. Vi skal nu ned af igen og ser på vejen de flotteste bjergsøer. I 3580 meters højde kommer vi til endnu en inkaruin, Sayacmarca. Her har boet flere familier og en præst. Herfra kan vi se campen, hvor vi skal spise frokost. Vi skal gå lidt mere nedaf igennem tågeskov, som minder lidt om regnskov, bare det er midt i bjergene og ikke helt så varmt. Vi kommer allerede til campen kl 10, så der er tidlig frokost. Vi har den smukkeste udsigt og det klarer op i vejret. Efter frokost har vi stadig mange km tilbage. Denne del af turen går gennem tågeskov med orkideer, kolibrier og der er meget frodigt. Stien er bygget på bjergsiden og vi går gennem glere klippe tunneler. I Inkatiden ville de ikke ødelægge noget, så de byggede i stedet en masse sten ovenpå bjergsiden for at få en nogenlunde plan sti. Vi passerer turens tredie pas i 3700 meter. Herfra kan vi se ruinkomplekset Puyupatamarca i 3650 meter. Vi starter en meget lang og hård nedstigning igen på trapper. Vi ser det store ruinkompleks og fortsætter ned. Trapperne synes uendelige og der er bygget af sten og klipper, hvilket gør dem ujævne og glatte. Benene syrer og gør ondt og det virker som det ingen ende vel tage. Vi fortsætter i 2 timer. 20 min før campen kan vi vælge en kort eller en lang rute. Vi vælger den lange, som går til et enormt ruinkompleks, Intipata. Vi har godt nok rigtig ømme fødder, men vi vil heller ikke gå glip af noget. De to hollændere tager den direkte vej til campen. Da vi når Intipata bryder solen frem og vi har den smukkeste udsigt over dalen og Mount Machupicchu. Intipata er terrasser, hvor de, i Inkatiden, havde deres afgrøder. De havde et vandsystem med små kanaler, hvor de kunne lede vandet fra bjergene rundt i hele komplekset. Fascinerende arbejde. Vi kommer til vores sidste camp kl 16 og har i dag gået 16 km på sten og klipper, op og ned. Vi er ekstremt trætte og ømme. Vi kan få et varmt bad for 5 soles, 10 kr, så det benytter vi os af. Mine storetær har et par vabler ellers er vores fødder hele endnu. Til aften får vi den helt store menu, som kokken har tryllet frem på to små gasblus. Det er ufatteligt hvordan. Bagefter bliver alle fire bærere præsenteret og vi giver dem drikkepenge. De tjener 100 soles hver for at slide 4 dage med hver 20 kg på ryggen. Det svarer til en løn på 50 kr om dagen eller ca 5 kr i timen. Det er ikke helt til at forstå at de kan tjene så lidt. Vi går bagefter op i en lille bar, som er i campen, får en øl og går i seng kl. 20. Ligesom vi er kommet ind i teltet begynder det at regne og det vælter ned resten af natten. Dagen i dag har været helt fantastisk smuk og anderledes. Vi har gået på inkasti, som er umenneskeligt hårdt og har flere gange tænkt, hvor vanvittigt det er. Men på den anden side, så er oplevelsen bare så ubeskrivelig stor at det slet ikke er til at fatte.

Det har regnet hele natten. Der er vådt i teltet og vi har sovet rigtig dårligt. Vi bliver vækket kl. 04. Vi skal tidligt fra campen, for at nå Intipunku, Solporten, som er indgangen til Machupicchu, så tidligt som muligt. Vi går fra campen kl 5 og skal gå 6 km. Det er et mindre ræs for at nå Solporten først. Kl. 6 står vi ved Intipunku. Regnen er stoppet og nedenfor os får vi det første syn af Machupicchu. Det er overvældende. Endelig er vi her og ser det som vi har stilet mod de sidste 3 dage. Det er en sejr at nå hertil. Vi har stadig en halv times gang ned af før vi når ned til ruinområdet. Vi glemmer helt hvor trætte vi er. Det er bare så stort. Maria giver os en rundvisning og fortæller om de forskellige templer, huse, offerpladser, som findes på Machupicchu. Det er rigtig spændende og samtidig er vi bare så trætte at vi næsten ikke kan hænge sammen. Vi skal først med et tog til Cusco kl 14.30, så vi har masser af tid alene, hvor vi kan nyde Machupicchu. Stefan og jeg sætter os på toppen og nyder synet. Det kan ikke beskrives. Det er en følelse af noget så stort og mægtigt, som skal opleves før man kan fatte det. Efter et par timer tager vi en bus til Aguas Calientes, som er byen for foden af bjerget. Det er en hårrejsende bustur ned af bjerget på grusvej. Vi går en lille tur i byen, hvor hovedgaden er jernbanen. Folk går på skinnerne og butikker og restauranter ligger lige ved siden af skinnerne. Vi spiser frokost sammen med gruppen og forstyrres kun af et tog der kører forbi 1 meter fra vores bord. Vi skal med Perurail til Ollantaytambo og derfra med bus eller taxi til Cusco. Vi kan ikke helt finde ud af hvad planen er men vi satser på at der er nogen til at køre os videre. I Ollantaytambo står en mand med vores navne og vi sidder 11 mand i en lille minibus. En spændende og nervepirrende tur, hvor han når op på 140km/t på de lige strækninger, som er gennem byerne. Tilbage i Cusco henter vi vores baggage, finder vores hotel, får aftensmad og er så klar til at sove. Inkatrailet og Machupicchu har været fantastisk og stort. Det skal opleves. Vi troede egentlig at vi skulle tage turen med Machetetour, som vi havde bestilt gennem Jysk rejsebureau hjemmefra. Men bureauret hed Puma Adventures. Det var et rigtig godt selskab men der var lidt rod i hvad der var inklusive i turen og hvad der ikke var. Men alt i alt bare perfekt. Vi har fundet ud af at selskaberne køber turene af hinanden, for at undgå at tage afsted med to personer af gangen.