Vi skal på heldagstur til Oroøerne, de flydende sivøer, og Isla Taquile. Vi sejler fra havnen ved 7 tiden. Efter 45 minutter kommer vi til et kæmpe område med sivøer. Vi går i land, hvilket er en underlig fornemmelse. Det gynger under os og er vådt. Ovenpå alle sivene står sivhytter. Uros folket, som bor her, taler Aymara, som er et gammelt indianersprog. Det hele er meget turistet, men det er vores eneste mulighed for at se en kultur så speciel. Længere ude på søen bor andre Uroer, men de ønsker ikke turister og lever meget fattigt. Gennemsnitslevealdereren for dette folk er kun 50 årm hvilket skyldes måden de lever og bor på. Her er altid fugtigt eller vådt. Trods det turistede præg også en stor oplevelse. Vi sejler videre til Isla Taquile, som er en meget lokalt og fattig ø. Øen er smuk og det omgivende krystalklare vand som glitrer i solen gør det helt specielt. Vi vandrer rundt på øen, hvor vi langs stierne passerer lerhytter, hvor alt fungerer som for mange år siden. Det helt specielle ved denne ø er at mændende går rundt med strikketøj og kvinderne spinder garn. En mand skal kunne strikke ellers kan han ikke blive gift. De holder fri om søndagen. Vi ser små drenge gå rundt med strikketøj, hvilket virker helt forkert. Midt på øen har de et lille marked, hvor de sælger håndlavede trøjer, huer, vanter mm. Prisen er bestemt af øens overhoved og der kan ikke pruttes om prisen. Det der tjenes deles ligeligt mellem øens indbyggere. Det samme gælder det mad vi får til frokost. Det koster 15 soles i alle restauranter og pengene deles. Mændende på øen går med nissehuelignende huer. Enten hvid eller rød i toppen, hvilket symboliserer om de er single eller gift. Ret smart når de holder fest. Desværre har børnene her på Isla Taquile lært at række hånden ud hver gang en turist passerer. De tigger både slik og penge. De sælger også armbånd, som de næsten binder på ens hånd og så visker de prisen ind i ens øre. Meget irriterende. Efter frokost sejler vi tre timer for at komme tilbage til Puno. Tilbage på hotellet vender min feber tilbage, så jeg ligger i sengen mens Stefan pakker vores rygsække. Vi skal tjekke ud i morgen tidlig, så vi kan komme til Bolivia. En rigtig fin dag, dog lidt for turistet for os. Vi glæder os til at komme lidt ud på egen hånd igen.

Vi skal med bus til Bolivia, Copacabana, kl. 7.30 fra Terminal Terrestre i Puno. Vi har købt en billet ved Tour Peru, som er hele vejen til La Paz men med ophold i Copacabana. Tour Peru er det selskab vi har fåert anbefalet som det bedste af de selskaber der kører over grænsen fra Peru til Bolivia. Bussen er absolut ikke noget specielt. Vi tjekker lige slidbanerne inden vi står på, hvilket var dumt. På baghjulene ingen slidbane tilbage, men forhjulene så heldigvis mere fornuftige ud. Da vi skal køre vil den ikke starte. Den hoster og sprutter og går i stå igen og igen. Vi har også lidt gearproblemer, men efter vi kommer igang går det ok. Vi krydser grænsen ved Yunguyo, som ligger 8 km fra Copacabana. Ingen problemer ved grænsen. Vi finder et rigtig fint hotel, Hotel Wendy Mar. Helt nyt og med udsigt over søen. Og så koster det kun 40Bs pr nat, som svarer til 32 kr. I deres brochure står prisen til $35, 210kr, så vi nyder igen godt af lavsæsonen. Byen virker stille og afslappende. Stranden, som er Bolivias eneste strand, er ikke noget specielt, men i 4000 meters højde er det heller ikke så oplagt at gå på stranden, selvom solen skinner fra en skyfri himmel. Ligeså snart solen forsvinder bliver der rigtig koldt. Vi forsøger at skaffe penge, men i dag, mandag, har banken lukket og der findes ingen automat. Vi var ellers så tilfredse med at komme til et nyt land en mandag, for vi har flere gange haft problemer med lukkede banker om søndagen. Men her er det så mandag de har lukket. Ikke nemt. Vi veksler $20 i en souvenirbod og får faktisk en ret god kurs. Stadig kvalme men ingen feber.

Vi starter dagen i banken. Får penge, som koster et gebyr på 5%. Vi fortsætter op til Cerro Calvario, som er et helligt sted og kirkegård 150 meter over byen på en bjergtop. En hård tur op belønnet med en fantastisk udsigt over byen og Titicacasøen. Vi vælger at tage en lidt alternativ rute tilbage. Ikke just en sti men nærmere der hvor vandet løber i regntiden. Vi møder ikke andre på vej ned af bjerget, hvilket jo er rigtig skønt. Stien ender lige midt i en lokal urtehave eller mark, så vi får os sneget udenom grise, får og afgrøder og ned på vejen. Kl. 14.30 går vi over til Katedralen, som er bygget i Portugesisk stil. Hver dag kl 10 og 14.30 kan folk få deres køretøj velsignet for et mindre beløb. Bilen overhældes med konfetti, blomster og guirlander. Desværre ingen underholdning til os i dag, så vi ser i stedet kirken og slapper af på hotellet resten af dagen. Vi forsøger at købe ind til madpakke til i morgen, hvor vi skal over til Isla del Sol. Men i en verdensdel, hvor folk spiser varm mad hele dagen må vi erfare, at det ikke er den nemmeste opgave at finde noget til Sandwich. Vi opgiver tilsidste, da vi efter 5 forretninger stadig kun har fundet tundåser, som ikke kan åbnes ved håndkraft. De siger at vi kan få de dåser vi søger iLa Paz, men det er lige langt nok at tage for at købe en dåse tun. 3 timer i bus. Vi nøjes med marmelade, som vi kan smøre på med en ispind. Endelig en dag uden kvalme og andre sygdomssymptomer... Juhuuu

Bussen til La Paz kører først kl 13.30, så vi har lidt tid i formiddag. Vi går over til kirken kl 10 i håb om at der er biler der skal velsignes. Det lykkes i dag. To biler er ved at blive pyntet med friske blomster. Kl. 10.30 kommer præsten. Han stiller sig foran motoren på den første bil og siger nogle ord. Så sprøjter han vand på bilene og bagefter velsignes bilens ejere. Næste bil har åbnet motoren og døren, så den får den store tur med vand. Bagefter er der fyrværkeri og bilen oversprøjtes med champagne. Ret festligt. Vi tjekker ud fra hotellet kl 11. Har lidt problemer, da hotelmanageren mener, at vi har brækket en håndklædestand, som han vil have os til at betale. Men den var allerede i stykker, da vi kom i mandags. Vi slipper derfra uden at betale, ved at forklare det på vores ret dårlige spansk. Men han forstod det vist. Bussen til La Paz er ikke just luksus, men heller ikke det værste vi har set. Vi kører en flot tur gennem bjergene med søen på begge sider. På et kort kan vi se, at vi skal krydse vandet, men vi kan ikke se nogen bro. Det viser sig, at vi alle skal ud af bussen og betale 1Bs, som er 80 øre, for at blive sejlet over i en lille motorbåd. Drengen der sejler os er ikke en dag over 12 år og motoren er uden låg, så han står med fingrene lige der hvor hele motoren bliver trukket. Ikke lige danske arbejdsforhold. Vores bus sejles over med en træpram, som ligner noget der er løgn. Men den kommer over og vi kan køre videre. Vi ankommer til La Paz kl. 17. Kører først ind i El Alto, som er den fattige del af byen, som ligger højt. Vi kører ud på en kant af bjerget og dernede ligger resten af byen. Jo lavere højde jo rigere er folk. Bussen stopper centralt og vi finder hurtigt et værelse på Hotel Sagarnaga til 100Bs, 80 kr. Kigger lidt på en meget hektisk by og spiser på Burger King. Vi trænger til lidt vestligt mad, hvor vi ikke skal kigge det igennem om det ser godt nok ud.