I dag skal vi køre fra Jaipur til Udaipur, som er en tur på ca. 400 km. Vi har betalt ekstra for at blive kørt dertil frem for at ende vores tur i Delhi. Det er en heldagstur, for vi skal regne med at det tager 7-8 timer at køre de 400 km. Det er en lang dag på bagsædet i over 40 graders varme og kun svag aircondition. Men også en oplevelse at køre ned gennem Indien. Vejen er i forholdsvis god stand. Langt af vejen kører vi på tre sporet hoved eller motorvej. Det er lidt svært at se, hvad det er for en vej, for der kommer stadig køer, kamelvogne og autorickshaws selvom vi kører 100 km/t. Selv spøgelsesbilister møder vi igen og igen og vi prøver da også selv, at chaufføren lister af sted mod kørselsretningen, for at komme over til en benzinstation. Udaipur siges at være Indiens mest romantiske by. Den er bygget ned til en sø, hvor i der ligger et stort hvidt hotel. Husene i Udaipur er hvide og med kupler og smuk udsmykning. For mange år siden blev James Bond filmen Octopussy indspillet i Udaipur, så det lever de stadig højt på. Vores idé med at komme til Udaipur er udelukkende for at slappe af i smukke omgivelser, så det håber vi på, at vi kommer til. Vi kommer til Udaipur sidst på eftermiddagen. Her finder vi et meget luksuriøst hotel. Hotel Udai Kohti, som ligger ved Hanuman Ghat og med udsigt ud over søen i Udaipur. I receptionen modtages vi med blomsterkranse og et glas sodavand mens en hel stribe flot klædte mænd står klar til at vise os op på vores værelser. Vi får hver sin suite i den smukkeste indiske stil. Vi har badekar og massagebruser, blomster i små vandskåle på værelset, udsigt fra små alkover med hynder og puder. Alt er ekstremt rent, pænt og helt nyt. Det er som at træde ind i en luksusverden, så langt fra Indiens svineri og kaos. Det er slet ikke til at fatte. Hver etage er smukt udsmykket, en stor have med blomster, flotte stole m.m. og på taget er der swimmingpool og en lækker restaurant. På tagterrassen er der hvide kupler med flotte udskæringer, hvor man enten kan sidde på hynder og spise en romantisk middag ell. nyde udsigten fra det ene tårns jacuzzi. Vi er helt høje af al den luksus, men syntes vi har fortjent nogle dage med forkælelse og luksus efter alt det skidt og snavs, vi har været udsat for. Lige som vi er kommet på plads på værelset kommer en tjener med småkager på et smukt fad. Vi skal nok lige vænne os til at blive vartet op på den måde. Det er også et stykke over dansk standard. Vi skynder os at tage badetøj på og så er der tid til poolen. Det har vi drømt om længe. Vi spiser middag på hotellets restaurant på tagterrassen. Vi sidder i stearinlysets skær og hører noget afslappende levende musik fra to musikere. Ikke engang et lille dyt fra en autorickshaw kan ødelægge den fantastiske stemning. Vi føler os som kongelige, som får hvad vi peger på. Og så til 400 kr. pr. nat for to personer. Det er kun i Indien vi har råd til den slags luksus og så er det jo med at benytte chancen. Da vi kommer tilbage til værelset ligger der to stk. chokolade, som de lige har forkælet os med, som godnathilsen. Vi har virkelig fundet Paradis i Indien. Det er svært at fatte.

Vi har sovet som en drøm i nat. Ingen larm fra dårlige aircondition, ingen autorickshaws der dytter, ingen dryppende vandhaner og det skønneste, rene sengetøj uden pletter af mad, sorte hår og jord. Udenfor vores dør ligger avisen, som er på engelsk. Morgenmaden er et overdådighedshorn af müsli, yoghurt, frugt, brød, honning, æg, pandekager, friskpresset juice og meget andet. Vi har en tjener, som skubber stolen ind for os og ellers vimser omkring, for at betjene os, men uden at være påtrængende. Dagen tilbringer vi ved poolen. Ren afslapning, badning, sol og hygge. Vi får også tid til en middagslur. Helge er desværre blevet syg igen, så ham har vi ikke set så meget til. Han er gået i seng med feber.

Helge er blevet mere syg i løbet af natten, så vi får ringet efter en læge, som kan tilse ham. Han kan komme kl. 13.30, hvor Stefan og jeg har lovet at være der, hvis der er noget engelsk der skal oversættes. Vi tager til City Palace of Udaipur sammen med mor, far og Moster Karen. Dette Palads er det største i staten Rajastan. Det er flot, men vi er efterhånden så mættede af at se paladser, templer, moskeer og lign. så det er lidt svært at tage mere ind. Vi når hjem til lægen kommer til Helge. Lægen virker ikke umiddelbart så lægeagtig, men han er grundig nok. Han udskriver noget medicin for en infektion i de øvre luftveje. Resten af eftermiddagen slapper vi af ved poolen.

Hele dagen ved poolen. Ren afslapning. Her på Hotel Udai Kothi har vi fundet det roligste og skønneste sted i Indien. Vi spiser frokost siddende i skrædderstilling i en lille karnap med udsigt over søen. Sidst på eftermiddagen tager Stefan, mor, far og jeg en autorickshaw til Delhi Gate, som ligger i centrum af Udaipur. Herfra går vi gennem et meget lokalt handelskvarter, hvor vi kan købe alt. Vi går mellem autorickshaws, køer, cykler og mennesker, men her er alligevel en anden ro end vi har oplevet tidligere. Altså set ud fra begrebet ro i indisk forstand. Det vil nok betegnes som kaos i Danmark, men vi nyder det alligevel. Pludselig kommer en elefant med en mobiltelefontalende mand på ryggen gennem gaden. Lidt af et særsyn. Elefanten får lidt mad fra de forskellige boder på vejen og trasker så roligt videre. Stefan og jeg har reserveret restaurantens mest romantiske hjørne, hvor vi i aften vil nyde vores middag. Det er en kuppel med hvide læderhynder og puder og et rundt bord i midten. Kuplen er dekoreret med glasmosaik og der er udsigt over søen og byen. Kun stearinlys giver lys og det er meget romantisk. Vi vartes op som aldrig for, får cocktails og tre retter mad. Super aften. Helge er i bedring.

Vores sidste hele dag i Udaipur. Tiden er bare fløjet af sted på dette skønne sted. Vi går til poolen, men jeg føler mig lidt underlig i kroppen. Vi går tilbage til værelset, hvor jeg ligger mig lidt. Jeg har diarre igen og ingen appetit. Syntes også, at jeg begynder at få feber. Til aften har jeg 39 i feber og er rigtig skidt. Stefan ringer efter lægen. Jeg bliver undersøgt. Lidt komisk, for lægen lytter på mig gennem både T-shirt og lagen, men han må nok ikke se for meget hud selvom han er læge. Efter undersøgelsen velsigner han mig, hvilket er meget betryggende, så kan det da ikke gå helt galt. Han udskriver også endnu en gang antibiotika til maven. Hård kost. Jeg få ikke mere ud af den dag, udover at ligge i sengen og have høj feber. Stefan forsøger at pakke lidt, for den foreløbige plan er stadig, at vi i morgen skal flyve til Chennai, hvor vi skal videre til fætter Mortens og Priyas bryllup i Tiruvannamalai. Vi ser lige tiden an med den flyvning, men jeg håber, at jeg er klar. Dejligt at bo på et luksushotel, hvor der er rent og pænt. Så er det ikke helt så slemt at være syg.