Vi skal i dag hen til Lebanon, som det center/område, hvor Morten, Priya og Priyas familie bor. Det er et kristent center støttet af Danmission, hvor der bla. bor enker og enlige mødre med børn. Priyas mor driver et væveri for enkerne og Priyas fra er præst. Morten har sagt, at han vil hente os ved 10.30 tiden på vores hotel, men kl. bliver 12.30 inden han kommer, så vi bruger lige et par vente timer igen. Vi hilser i dag på Priyas far Anamalai og vi spiser fælles frokost med hele familien fra Danmark. Om eftermiddagen tager Stefan, mor, far og jeg ind til centrum af byen. Tiruvannamalai har kun 300.000 indbyggere, så det er en forholdsvis lille by. Her er meget indisk og slet ikke vestligt. Vi bruger et par timer i byen. Ved 17 tiden mødes vi med resten af de 18 danskere, som er hernede til bryllup, for at se Arunachaleswar Templet, som ligger lige midt i Tiruvannamalai. Arunachaleswar Templet er med dets 10 hektar et af indiens største templer. Her er et mylder af hinduer, hellige orange mænd med streger i panden og stort hår, præster klædt i hvidt, børn og kvinder. Nogle ligger strakt ud på jorden i bøn, andre sidder i rundkreds og hyggesnakker. Mor bliver overfaldet af en temmelig nærgående abe, som vil have den pose hun har i hånden. Sjovt ser det ud, men panikken anes svagt i mors øjne. Vi kommer ind i det allerhelligste, hvor vi sluses rundt i en labyrint af opsatte rækværk. Inde i det allerhelligste kan vi blive velsignet og ellers bare suge til os af kultur og religion, som er så langt fra det vi kender i Danmark. Hinduerne har utroligt mange ritualer, som for os virker underlige, men det må jo give mening for dem på en eller anden måde. Udenfor templet sidder rigtig mange tiggere, som der gør foran alle templer. De flokkes altid omkring landets hellige steder. Vi spiser aftensmad på Lebanon og venter efterfølgende på Priyas far, som vil give lidt info omkring den forestående forlovelse og brylluppet. Vi venter længe, men vi får så at vide, at han lige er taget ud i byen med lidt flere indbydelser til brylluppet, så her sidder vi alle og venter forgæves. Det tager man ikke så tungt her i Indien. Vi udsætter informationen og tager hjem på vores hotel.

I eftermiddag skal vi til forlovelsesfest hos Priya og Morten. Det skal holdes på vores hotel, så det er praktisk for os at bo her. Vi slapper af ved poolen og tager en tur ind til byen for at finde Internet. Det vrimler ikke ligefrem med Internetcaféer, men vi finder en efter lang tids søgen. Kl. 17 er vi pyntet og klar til forlovelsesfesten. Normalt er der forlovelse 8 uger før brylluppet, men i denne specielle anledning, hvor det er et to kulturelt bryllup, har de valgt at holde det dagen før brylluppet, så vi danskere kan deltage. Det er kvindens far der skal sige ja til mandens far, og ikke Morten og Priya, som skal sige ja til at ville giftes. Forlovelsen er kl. 17.30 men kl. 17 er de stadig ikke gået i gang med at pynte det lille overdække, hvor der skal være forlovelse. Præsten er heller ikke kommet. Men kl. 19 er alle klar. Vores familie skal bære nogle fade ind til Morten og Priya, som sidder forrest i to lænestole, som for øvrigt kommer fra vores hotelværelser, så vi skal sidde på gulvet. Det tager man ikke så tungt. På fadene er der gaver fra Mortens familie til Priyas familie. En slags medgift, som de skal give for at få lov til at deres søn gifter sig med Priya. Der er alt fra bananer, frugt, slik, en sari, spejl, shampoo, en kam og meget andet. Det er alt sammen noget Niels Peter og Else har købt. Men det er ikke egen fantasi, for det er helt fastlagt, hvad der skal være på fadene. Vi går i en lang række gennem overdækket, hvor folk sidder linet op på stole. Fadene skal stå på en bestemt måde, som vi ikke helt finder ud af, så til sidst sætter vi dem og så er der et par indere der lige retter dem til. Vi får stole helt forrest, da vi er en slags æresgæster. Der er 200-300 mennesker samlet her. Ikke alle sammen sidder ned. Mange står og snakker og render rundt ude på de grønne områder. Midt for det hele sidder Morten og Priya. Til højre for dem sidder nogle præster og andre vigtige personer, som vi aldrig helt finder ud af hvem er. Men vi er ikke i tvivl om, at de er vigtige. Der bliver sagt et par bønner. Så kommer Priyas far, Anamalai op foran alle gæsterne. Han siger: hvem har dog bragt alle disse gaver og hvorfor er vi mon samlet her i dag. Onkel Niels Peter rejser sig og siger: Det er mig der har gaver med. Jeg vil spørge om min søn Morten må gifte sig med deres datter Priya? Anamalai siger heldigvis ja, så vi kan ånde lettet op. Så kommer Else op og overrækker en sari til Priyas søster og Priya forlader stedet med sine søstre og alle gaverne. Vi bliver bedt om at rejse os, for det er dem som har båret gaverne ind, som skal overrække dem til søstrene. Det er jo ikke nemt at vide, men vi skynder os op foran og får delt fade ud. Priya iføres nu den sari, som Else og Niels Peter har købt, som et symbol på, at familien har godkendt forlovelsen. Vi venter længe mens et lille indisk band spiller og synger. De er rigtig glade for at bruge mikrofon. Da Priya kommer tilbage giver de hinanden forlovelsesringe på, blomsterkranse og en guldkæde. Der er en masse lange tale, hvor de fleste er på Tamil, så det er lidt svært at følge med og holde koncentrationen. Efter forlovelsen går vi alle over i et stort telt, hvor der er sat en masse stole op i små grupper. Der er en stor buffet, hvor vi stiller os i kø for at få mad. Inderne maser og skubber, for nu er højdepunktet kommet, nemlig maden. Selvom maden er tilpasset vestlige maver er det stadig meget stærkt. Vi sidder i knap 45 minutter, så er folk færdige med at spise og de kører hjem igen. En lidt tam fornemmelse for os, som er opdraget med lange sammenkomster og hygge. Vi danskere har arrangeret en efterfest, da vi var forberedt på, at inderne fester anderledes end vi gør. Alle 22 danskere mødes på Helge, Kirsten og Moster Karens hotelværelse, som er en lille lejlighed. Her drikker vi champagne medbragt fra Danmark og der bliver holdt et par uformelle taler. Vi råber hurra på dansk manér, hvilket er nyt for Priya. Nu er vi rigtig i gang med de indiske bryllupstraditioner. En speciel oplevelse og meget spændende. Det værste er bare, at vi ikke ved noget som helst om det der skal ske, så vi står meget og venter og bliver så sat til noget, som vi klarer på bedste vis. Der har endnu ikke været så meget fra de danske bryllupstraditioner trods det er et kristent bryllup.

é, som ligger nær Sri Ramanasramam Ashramen. Vi er pyntet og klar kl. 15, hvor bussen henter os meget præcist. Bryllupsreceptionen skal holdes på vores hotel. De er ved at pynte den store plæne og scene der er foran hotelværelserne, men det virker til, at de har meget at lave endnu, men de virker umiddelbart ikke specielt stressede. Vi bliver kørt over til Lebanon, hvor Priyas familie bor. Her er hele vores familie samt noget af Priyas familie samlet. Morten er der også i det flotteste sorte jakkesæt. Varmt når der er 35 grader. Et underligt orkester med horn og trommer spiller og spiller og spiller og& .. det er lidt mere larm end musik, men ganske festligt. Vi venter i en time, før vi kører i samlet flok til Arcot Lutheran Church Carmel. Her er ikke kommet så mange, altså lige foruden det lille larmende orkester, som også var på Lebanon. De spiller lystigt videre. Vi ved ikke rigtig hvad vi skal gøre og det virker heller ikke til at inderne helt har styr på det. En tigger sniger sig rundt mellem gæsterne i håb om at der falder lidt af til ham. Der er også mange der bare står og glor på den blandede forsamling af festklædte danskere og indere. Vi finder plads i kirken. Her er meget uro. Mobiltelefoner ringer, folk snakker, ja, det virker lidt ustruktureret, men passer meget godt til Indien. Vi forsøger at holde os i ro, men finder ud af, at hvis vi skal have taget billeder, så kan vi ligeså godt springe rund sammen med inderne, som i hvert fald ikke sidder stille på deres plads og forsøger, at tage billeder derfra. Da gudstjenesten går i gang er der stadig kun få i kirken, men resten af gæsterne komme dryssende lidt efter lidt. Priya kommer ind i kirken sammen med 11 præster. Hun har hvid sari på og blomster i håret. Smukt. Vielsen er meget højtidelig i nogle uhøjtidelige omgivelser. 11 præster står linet op ved alteret, heraf to eller tre fra Danmark. Så kommer det store øjeblik, hvor vi skal synge den danske tårevæder, Det er så yndigt at følges ad. Organisten har øvet sig, men han finder ikke helt den rigtige rytme, men vi synger så godt vi kan og det er nok mere tradition end det er smukt. Efter vielsen bliver Morten og Priya kørt væk i en pyntet bil, lidt som til et dansk bryllup. Vi andre tager ud til vores hotel, Arunai Anandha, hvor der skal være reception for alle 1300 inviterede. Vi er allerede nu fyldt med indtryk og har lige været vidne til et bryllup på indisk manér med en blanding af højtidelighed og normbrud i.f.t. et dansk bryllup. På hotellet er vi danskere næsten de eneste ankomne. Vi modtages af Priyas søstre, som står ved et bord pyntet med danske og indiske flag. Når vi går forbi skal vi spise noget sukker og de sprøjter med rosenvand på os. Receptionsrammerne er perfekte. En rund scene med en masse stole omkring. Nok med plads til 300 mennesker. Alt er smukt pyntet med blomster og lys. Vi sætter os på forreste række og sidder meget længe uden, at der sker noget. Så kommer brudeparret langt om længe og de skal sidde i hver sin stol på scenen. Der holdes en masse taler, som henvender sig meget lidt til Morten og Priya. Mortens far holder en flot og meget personlig tale til dem begge. Efter et par timer med lange taler på Tamil og lidt på engelsk opdager vi, at de fleste stole er tomme. Vi undrer os noget, men finder hurtigt ud af, at inderne er gået ombord i bryllupsmiddagen, som serveres i et telt foran hotellet. De er i bund og grund kun kommet til bryllup for at få noget at spise og se det fine hotel. Så er der jo på sin vis heller ingen grund til at deltage i receptionen sammen med brudeparret. Det er for os velopdragne danskere svært at forstå inder traditioner og inder mentalitet. Efter flere timer med taler kommer der pludselig en hord af folk op på scenen samtidig med at Morten skal til at holde sin tale til Priya. Nu har inderne mistet tålmodigheden. De vil aflevere deres gaver og så videre til middagen. Det bliver lidt komisk det hele, for Morten holder tale, biskoppen vil gerne velsigne alle og folk vil aflevere gaver. Biskoppen får folk til at står stille mens han velsigner og Morten får et par minutter til at afslutte talen. Vi sidder lidt og kigger os omkring og griner lidt af det hele. Vi går så også på scenen med vores gave og tillykke til Morten og Priya. Nu er der tid til den store middag. Der er masser af plads, for de fleste gæster er allerede taget hjem. Vi sidder på en lang række med et bananblad foran os. Tjenerne går rundt med en gryde med en risret, som lægges på bananbladet. Så er det bare med at gå ombord, uden bestik, for indere spiser jo med fingrene. Vi er heldigvis forberedte, så vi tager vores bestik op af lommen og smager på maden. Maden er flammende stærkt trods det er tilpasset vestlige smagsløg. Vi får kun ganske lidt at spise. Vi sidder en halv times tid og så er den fest ovre. Det føles igen helt forkert at gå hjem kl.21, men hernede går man hjem, når maden er spist. De sidste som kommer til spisning er Morten og Priya, som sidder næsten alene ved et bord. Lidt dansk tradition skal der dog til, så de danske mænd får fat på Morten, for at klippe hans strømper i stykker. Han har dog bare tæer, men ingen problem, for de giver ham bare en strømpe på, som så klippes i stykker. Inderne kigger noget forundret på os. Efter brylluppet mødes vi igen i værelse 777, som også var rammen for efterfest i går. Her spiser vi nutella madder og drikker alkoholfri rødvin og ingefærøl. Det er købt i bedste mening, men senere fandt vi ud af, at det hele var alkoholfrit. Det er svært at skaffe alkohol i Indien. Vi går i seng fyldt op af indtryk, som lige skal fordøjes. Vi har vist aldrig oplevet noget lignende. En blanding af alt muligt, hvor vi bare gang på gang har kigget på hinanden og sagt: hvad sker der her? Det er så svært at forklare og udtrykke, for det skal simpelthen opleves og sanses. Mange gange har vi også sagt: det der, det gør de bare ikke& Det har været forunderligt og fantastisk at være sammen på tværs af kultur og nationalitet, været sammen med familien og være i Tiruvannamalai på Morten og Priyas store dag.

Vi vågner efter en oplevelsesrig dag i går og ikke mindst nogle oplevelsesrige dage med forskellige indiske bryllupstraditioner. I dag skal vi mødes til frokost på Lebanon sammen med resten af familien. Bagefter skal vi se Priyas forældres væveri, hvor de beskræftiger enker og enlige mødre. Vi venter i to timer på Priyas far, som skal vise os rundt. En prøvelse for os, hvor der gerne skal ske noget og al ventetid er spildtid. Væveriet er flot og Priyas far viser stolt frem. Vi køber vævede viskestykker til 7 kr. pr. stk. Meget billigt i forhold til danske priser. Vi slutter dagen med at gå en tur i Sri Ramanashamam Ashram, som er en Ashram (spirituelt samlingssted) hvor tilhængere af Sri Ramana Maharishi guruen kommer. Han sad i 20 år i en hule på Tiruvannamalais hellige bjerg Mt. Arunachaleswar. Her er fredeligt og skønt. Vi spiser aftensmad på den vestlige café. Det tog kun 1½ time at lave 6 pizzaer, men de kan kun lave to af gangen, så det er ikke nemt.

I dag er sidste dag i Tiruvannamalai og vi skal køre til Chennai i aften kl 21, hvorfra vi skal flyve til Danmark i morgen tidlig. Vi har bestilt tre autorickshaws, som henter os på hotellet i dag kl. 9.30. De skal køre os rundt om det hellige bjerg og vise os templer og andre interessante steder på vejen rundt. Der er meget liv ved templerne i dag. Vi ser optog med geder og høns som skal ofres. Meget specielt. Hinduismen er svær at forstå og egentlig også svært at tage alle deres ritualer seriøst. Det er meget spirituelt og de har en masse ritualer, som de gør igen og igen. Som f.eks. når de går rundt om de mindre templer 107 gange. De vandrer og vandrer og det virker, for os, helt meningsløst. Men der må jo være en mening med det, for dem. Eftermiddagen tilbringer vi ved poolen. Stefan og jeg når også en tur på Mt Arunachaleswar, som er byen meget hellige bjerg. Det siges at være skabt af guden Shiwas ild. Vi vandrer en halv time op ad og kommer til at udsigtspunkt, hvor templet i byen ses. Flot og imponerende, så ser vi først hvor stort templet egentlig er. Vi mødes med hele familien, 22 stk. på café, hvor vi drikker kaffe og siger farvel. Kl. 21 bliver vi hentet i bus og skal køre 4 timer til Chennai. Vi er i meget god tid, hvilket ikke er helt unormalt i Familien Skrubbeltrangs ældre generation. Vi skal vente knap 5 timer i lufthavnen inden vi skal flyve hjem kl. 05.20. Vi spiser nutella og skorper og forsøger at sove lidt.

British Airways 05.20 fra Chennai til London. En flyvetur på 10 timer og 45 minutter. Vi får sovet lidt selvom det er en dagsflyvning. Videre fra London til København og Aalborg. I københavn er der velkomstkomité af Moster Karens og Helge og Kirstens familie. Vi tager afsked med dem alle og skal vente et par timer før vores fly til Aalborg kommer. Kl. 21 lander vi endelig i Aalborg. Christian henter os og vi tager med til Vodskov, hvor vores bil står. Da vi kommer til Vodskov venter os en overraskelse. Emma, Laura og Louise tager i mod os med det store kolde bord. Clara er faldet i søvn, så hende må vi hilse på senere. Dejligt at være hjemme igen og få fantastisk dansk mad. Vi er hjemme ved midnatstid og lige nu fortryder vi vist begge, at vi ikke har taget en ekstra fridag i morgen.