Rejsedagbogen Quito Ecuador, er fra vores rundrejse i Sydamerika. Vi rejste i efteråret 2006 3 måneder i Sydamerika, en rejse hvor vi kom fra Ecuador igennem Peru, Bolivia, Argentina og sluttede rejsen i Brasilien.

Vi står op kl. 03.30 og kører til lufthavnen kl. 04.45. Her mødes vi med Stefans mor og Per, Stefans far og min mor og far. Vi spiser rundstykker sammen og siger farvel. Det er underligt at sige farvel og vide, at vi først er tilbage igen til jul. Vi flyver med Sterling til Kbh. og derfra videre med British Airways til Miami via London Heathrow. Alt forløber planmæssigt - megen sikkerhedstjek i London. Rigtig fint fly til Miami, service i top og god flymad. I Miami er vi på vores lufthavnshotel, Red Roof Inn, kl. 20.00. Hotellet er ikke noget specielt, men fint til bare en overnatning. Vi går i seng med det samme.

I dag skal vi flyve videre til Quito i Ecuador kl. 15.40. Vi starter morgenen med morgenmad, som er med i prisen på vores værelse. Vi kommer ned i receptionen, hvor vi kun kan finde kage og kaffe i caféen, så vi spørger efter morgenmaden. Det viser sig at det er morgenmaden - Velkommen til USA. Vi spiser en donut, en muffin og drikker en kop varm kakao - virkelig sundt og nærende. Vi kører i lufthavnen allerede kl. 9 i håb om at kunne tjekke baggagen ind. Det er ikke noget problem. Vi får vores boardingpass og tager så en taxi til Miami Beach. Her venter et kulturchok - store lyst yachter, luksuscruisere, store biler og ikke mindst Star Island, hvor bla. Jennifer Lopez og Oprah har villa. Det er de rige med det helt rigtige tøj der kommer på Miami Beach. Vi føler os lidt som statister i en film. Vi spiser frokost på en restaurant på Ocean Drive, vi går en lang tur ved stranden og når at kigge lidt butikker, før vi skal tilbage til lufthavnen. I Miami lufthavn skal vi igennem et helt overdrevent sikkerhedstjek. Vi er så heldige at komme i den kø, hvor folk skal stille sig ind i en boks, hvor der bliver pustet luft på en - dette er for at tjekke for sprængstof. Vi får, hvorfor vides ikke, lov til at gå udenom boksen, men Stefan går i metaldetektoren og han vises straks til side af en mand med gummihandsker. Han bliver undersøgt under fødderne, kropsvisiteres. Det var marvsømmet i benet der gav udslaget - det er første gang en metaldetektor har reageret på det. Vi flyver til Quito med American Airlines. Meget ustruktureret og sjusket kabinepersonale og mange forvirrede sydmamerikanere, som ikke kan finde ud af hvor de skal sidde. Det er meget specielt at lande i Quito, som er verdens 2. højst beliggende lufthavn. Flyet lander med meget høj fart med snuden meget nedaf ned mellem Andesbjergene. Så snart vi kommer ud kan vi mærke den tynde luft - bliver forpustet bare ved at gå ud til taxien. Vi bliver kørt til Hotel L Auberge Inn, som ligger mellem den gamle og den nye bydel. Vi får et lille værelse med fælles bad og toilet. Vi er trætte og har efterhånden rejst i lang tid. I morgen skal vi flyve den sidste strækning, som er til Galapagos.

Vi tror vi er i rigtig god tid. Vi skal flyve til Quito kl. 12.15. Kl. 9.30 går vi ned til molen, hvor vi regner med at finde en bus til lufthavnen. På vejen går vi lige ind på TAME´s kontor (flyselskabet) for at rekonfirmere vores billetter. Vi spørger til bussen. Han fortæller, at vi bare skal ned til molen og tage bussen kl. 9.00. Det er lidt presset for os, for klokken er nu 9.30. Han skaffer en taxi til os og så går det stærkt. Vi når det hele og sidder selvfølgelig i lufthavnen i 2 timer inden flyet afgår. I lufthavnen møder vi et dansk par fra Hadsten, som rejser med rygsæk rundt i Ecuador i 4 mdr. De har to piger på 4 og 5 år. De er meget inspirerende at snakke med og pigerne syntes vist også, at det er dejligt at snakke med danskere. De har et hotel i Quito, som er deres udgangspunkt og så rejser de ud derfra. De hjælper os med at skaffe en taxi i lufthavnen og vi får deres telefonnummer, hvis vi får brug for deres hjælp. Dejligt. Vi kommer til Hostel Crossroads i La Mariscal området i Quito. Mariscal kaldes Gringolandia, da der er et overflåd at turister. Værelset koster $18 + 22% i tax med delt bad. Det syntes vi er lidt for dyrt. Vi går på internetcafè og spiser på en restaurant lige om hjørnet. Der er en del, knap så behagelige, gadebørn her og det er ikke sikkert at gå ude efter mørkets frembrud. Vi skynder os hjem efter vi har spist og er så bare på vores værelse resten af aftenen. Vi får lagt lidt planer for dagene i Ecuador. Vores største problem er nu hvordan vi kommer fra Quito til Peru. Det vil tage 2 døgn i bus, som er billigt eller vi kan flyve hele vejen, men det koster 3000 kr. Vi undersøger det lige nærmere og tænker så lige hvor meget vi har lyst til at give for turen.

Vi vil i dag til Mitad del Mundo, som er der hvor en fransk ekspedition for mange år siden, efter større udregninger, fandt ud af, at dette måtte være verdens midte. Vi læser i Lonely Planet, at vi skal med en bus, som holder ret tæt på der, hvor vi bor. Vi venter på bussen i over en time, mens alle mulige andre busser kører forbi. Bare ikke bussen, hvor der står Mitad del Mundo. Vi spørger tilsidst en lokal, som viser os hen til et andet sted. Her kommer der heller ingen bus og en anden lokal sender os videre, men her også uden held. Tre damer sender os et tredie sted hedn, men tålmodigheden er så småt ved at slippe op. Vi sætter os tilsidst ind i en taxi og forklarer, at vi skal finde det busstoppested. Han siger, at der er meget langt, hvorefter han kører os ud i den anden ende af byen og skal have $4 for turen. Han virker lidt mystisk, men der hvor vi bliver sat af, kommer der kort tid efter en bus. Den er fuldstændig proppet med mennesker, så taxichaufførens forklaring om, at han kørte os til terminalen, hvor bussen startede, var vist ikke helt sand. Vi kommer langt om længe til Mitad del Mundo, hvor der er mange lokale, som nyder søndagen. Der er et stort monument, der hvor verdens midte er. Der er folkedans, musik og rigtig mange mennesker. Vi får taget det billede, som er et must her. Et billede, hvor vi står på Ækvator linien. Efter et par timer forsøger vi at finde en bus tilbage til Quito. Denne gang med lidt større held. Dog kører bussen først en omgang i byen og vender tilbage til der hvor vi stod på. Bussen skal nok fyldes op, så kører de hellere en ekstra omgang i byen. I Quito bliver vi sat af i området Miraflores, hvor der er ca. 30 min. gang hjem. Det er lidt svært bare at gå, da vi nemt kommer ind i et fattigt område, som vi ikke lige kan se på kortet. Men vi kommer sikkert hjem og kan nu også sige ja til, at taxixhaufføren tidligere på dagen har snydt os stort ved at køre os så langt, for bussen starter i kvarteret ret tæt på vores hostel. Men hvad, vi kom til Mitad del Mundo. Vi henter vores baggage pa Hostel Crossroads og flytter til vores nye hotel, Hostal Huyaki. Et fint værelse med eget bad. Vi bliver på værelset i aften, da vi stadig ikke er så trygge ved at gå ud, når der er blevet mørkt. Vi har både læst og hørt at der er mange overfald, væbnede, efter mørkets frembrud, så vi bliver hellere hjemme.

I dag er det Henriettes fødselsdag hjemme i Danmark. Vi tænker på hende. Vi har planlagt at se den historiske del af Quito og shoppe lidt i dag. Vi starter med at gå forbi Biking Dutshman kontoret, hvor vi har reserveret en mountainbiketur til i morgen. Da vi kommer derhen er der lukket, hvilket er lidt mærkeligt, da vi har fået at vide, at vi skal komme forbi i dag. Vi får fat på en spansktalende fyr, som forklarer, at der er en national feriedag i dag, så alt er lukket. Men han er på kontoret til kl. 13. Vi skynder os hen pa Hostel Crossroads, hvor Erica og Melissa, de to australske piger fra Galapagos turen, bor. De vil nemlig gerne med på den tur vi har bestilt, men da det er i morgen og der er ferie i dag, er vi nødt til at handle hurtigt. Da vi kommer tilbage efter 5 minutter er der lukket og kl. Er langt fra 13 (9.30 om morgenen). Melissa ringer til dem. Ham hun taler med, siger at han er på kontoret, hvilket ikke helt stemmer, da vi jo står lige udenfor. De er nu lidt sjove hernede. Siger nogengange ting der ikke helt stemmer. Men langt om længe lykkes det os at reservere turen og vi håber så bare på at det er gjort rigtigt. Ham vi har snakket med er nemlig sønnen, som kun er 14 år. Vi går hele vejen til den gamle bydel. Vi går gennem tre parker og når den gamle bydel efter ca. 1 time. Her er helt anderledes end der hvor vi bor. Gamle bygninger, kirker, store pladser. Her er rigtig smukt og megen stemning i forhold til området hvor vi bor. Vi går på en isbar, som er anbefalet i Lonely Planet, da den er historisk.Vi sidder lidt afsides og der er to tjenenere, som er meget optaget af os. De sætter sig lige ved siden af os og begynder at folde mængder af servietter. De spørger ind til os, fniser og så gerne i kontakt. Ærgeligt at vi ikke kan tale så meget spansk. De kommer med popcorn og nogle andre majs og holder nøje øje med om vi spiser dem. Rigtig hyggeligt. Efter at have gået rundt i den gamle bydel i et par timer, går vi den samme vej tilbage. Vi har haft 30 grader hele dagen og høj sol. Det er ikke ligefrem det vi har forventet, når vi er så højt oppe i bjergene. Erica har fødselsdag i morgen, så Stefan og jeg beslutter os for at købe en fødselsdagskage til hende, som vi kan have med på cykelturen (i jeepen). Vi så nogle flotte kager i går ved en bager, så vi går derhen og køber den fineste fødseldagskage med lys til. Kl. 19 mødes vi med Erica og Melissa og spiser aftensmad sammen med dem. Det er hyggeligt at komme lidt ud, efter at vi har været meget på vores hostel.

Efter morgenmaden skal vi finde et LAN kontor, som er det flyselskab, som flyver til Peru. Vi har set i Lonely Planet, at det ligger på en adresse, men på internettet står en anden adresse. Vi forhører os og finder ud af at det er netadressen, vi skal gå efter. Vi har set på nettet, at de har et flypas, hvor vi kan få flybilletter meget billigere. Vi går hele vejen ud af Avenida Amazonas, går i en time, og finder adressen, men intet LAN kontor. Vi spørger os frem, og bliver sendt i en retning, som virker lidt forkert. Vi går ind på et stort og fint hotel, hvor der er en engelsktalende receptionist. Hun siger at det er flyttet, men ved ikke helt hvor hen. Hun ringer en masse steder og finder til sidst ud af, at vi skal over til et stort shoppingcenter som hedder Quicentro. Vi skal gennem en park, som hun siger er farlig at gå igennem, så vi går hele vejen udenom. Det er i Quitos business centrum, så her er fine butikker og flot klædte folk. Tilsidst finder vi LAN kontoret. Det er lidt typisk hernede, at de lige har flyttet et kontor men ikke lige fået ændret adressen på deres webside. Desværre kan vi ikke få det flyplads og der er heller ingen plads på fly før den 17. oktober og det har vi ikke tid til at vente på. Hvad nu.... Vi tager tilbage til vores hostel og han ringer til et busselskab, som har direkte forbindelse fra Quito til Lima. Det tager 36 timer, hvilket lyder af lidt lang tid for os. Men det bliver den løsning vi vælger, da vi ikke rigtig har andre muligheder. Vi tager metrobussen tilbage til buskontoret (Ormeno selskabet), som ligger i det område, hvor vi lige kommer fra. Et lille snusket kontor, hvor bussen bare holder ude på gaden og samler op. Det er en bus, som kører helt fra Venenzuela gennem Colombia og Ecuador til Peru. Vi køber billetter ($70 pr stk). Han fortæller at bussen er lidt forsinket pga noget i Columbia, men den vil være i Quito i morgen kl. 14, hvilket passer os rigtig fint. Det betyder nemlig at vi er i Lima lørdag morgen og kan nå et morgenfly videre til Cusco. Så er der styr på det. Resten af dagen shopper vi i et stort Amerikansk lignende shoppingcenter, med mange dyre butikker. Vi spiser aftensmad der og tager en taxi hjem. Vi har købt mad til busturen i morgen, da vi skal forsyne os selv med mad i 36 timer. Taxishaufføren kan desværre ikke helt finde der hvor vi bor og tilsidst står vi af to blokke fra der hvor vi bor. Han bliver ved med at fortælle at vejen hvor vi bor er ensrettet, hvilket vi godt ved. Men andre ville så nok bare køre den rigtige vej ind på ensretningen fremfor at konstatere, at nu kan han ikke komme længere. Vi får pakket lidt i aften, da vi skal være ude af værelset kl. 12 i morgen.

Vi står tidligt op og gør os så nogenlunde færdige. Hele formiddagen er vi på internetcafe, får opdateret hjemmeside og skrevet lidt mails. Kl. 11.30 er vi tilbage på vores hostel, hvor vi skal hente vores rygsække. Vi skal med bussen til Lima kl. 14. Fyren, der har hostellet, sidder i døren og venter på os, da vi kommer. Vi kan næsten fornemme, at han vil fortælle noget. Og rigtig nok. Busselskabet har ringet at bussen er gået i stykker og kommer ikke til Quito. Men de har arrangeret noget andet. Så nu skal vi først med en bus til midnat. Det er et andet selskab (Transportes Ecuador), som skal køre os til Guyaquil, som er Ecuadors største by. Her vil der stå en person, fra busselskabet, hvor vi har købt billet og tage os med hen til deres busstation. Herfra skal vi med en anden bus til Lima. Denne bus er med senge og alt mad inklusive, så hvis det er sandt er det jo luksus i forhold til det vi har betalt for. Men vi vil gerne lige se det før vi helt tror på det. Vi får at vide, at vi bare skal gå hen til Transportes Ecuadors busterminal kl. 24 i aften og sige at vi skal køre med dem. Vi stoler ikke helt på det, så vi går lige hen til busterminalen, som ligger 5 minutter fra vores hostel. Her møder vi fyren, som solgte os billeterne i går. Han har de nye billetter til os og fortæller os samme historie, som vi har fået på hotellet, så vi begynder at tro, at det er sådan det hænger sammen. Busterminalen ser fin ud og det er dejligt, at vi, helt tilfældigt, mødte fyren med billetterne, så vi har dem. Vores frokost er de sandwich, som vi har smurt til busturen, for nu får vi jo ligepludselig mad i bussen. Så vi har så rigeligt at spise de næste par dage. Vi tager lidt rundt i byen, skriver lidt til hjemmesiden. Stefan retter alle de fejl, som er kommet i teksten, da vi lagde det ind. Mange af de tegn vi har skrevet er nemlig blevet til andre tegn, da det blev lagt ind på siden, så det har lige krævet lidt finjustering.

Efter at have sovet 3 timer på en madras i restauranten på hotellet fra kl 20-23, ringer vi efter en taxi. Vi skal til Guyaquil med en bus kl. 00.20 med busselskabet Transportes Ecuador. Bussen vi kører i er en slags rutebil, så vi stopper mange gange på turen. Vi kører de 350 km. på 9 timer. Vi får sovet lidt. I Guyaquil venter vi et par timer. Vi har fået at vide, at når vi kommer til busstationen, vil vi blive hentet af en mand fra busselskabet Ormeno. Men han dukker ikke op, hvilket ikke kommer helt bag på os. To lokale piger skal også videre med samme bus som os, så de skaffer en billig taxi, hvor vi har alt baggagen. Bilen er fyldt til bristepunktet, baggagerummet kan ikke lukkes og vi har tasker overalt i bilen. Bussen videre til Lima er en dobbeltdækker Royal Class, hvilket betyder luksus. Vi har masser af plads, sæder som sofaer der kan laves om til senge og vi får serveret mad ombord. Turen gennem Ecuador er meget triviel. Vi kører gennem bananplantager hele vejen til grænsen, som tager 4 timer. Kedeligt men samtidig fascinerende, at køre på en vej, hvor der til begge sider kun er bananplanter. Nogle kilometer før grænsen skal vi alle ud for at få ordnet udrejsepapirer. Derefter kører vi videre til Perus grænse formaliteter. Her skal vi igen ud af bussen, for at ordne indrejsepapirer. En ung mand, som er her ved grænsekontoret viser os nogle papirer, som vi skal udfylde. Pludselig står der 3, meget venlige, unge mænd, som skriver en masse ned på nogle papirer. De siger det skal bruges til indrejsen og de skal bruge vores pas oplysninger. De spørger flere gange om hvor vi skal hen i Peru og hvor længe vi skal være der. De spørger også om vi skal have vekslet penge. Allerede nu er vi lidt usikre og begynder at opfange, at vi er ved at blive snydt på en eller anden måde. Vi siger, at vi vil have pas og papirer tilbage, hvilket de ikke lige umiddelbart gør.Men vi får det hele og inden vi får set os om er de pist væk.Vi er ret usikre på, hvad alt det her er, så vi spørger fyren, som arbejder i bussen. Han siger, at vi ikke skal bruge papirerne til noget, men han ved ikke hvad der er foregået.Vi kan ikke helt regne ud, hvad de skal bruge oplysningerne til, men vi bliver enige om, at skrive til den Danske Ambassade i Peru og forklare dem, hvad der er sket. Bare for en sikkerheds skyld. Det er grimt og vi kan selvfølgelig sige bagefter, at det var da det dummeste, at vi hoppede på det, men det er ikke ligefrem på et paskontor med masser af politi, vi forventer at blive taget ved næsen. Vi tjekker vores baggage igennem, men der er intet stjålet og de har heller ikke puttet noget i vores taske, som vi ikke gider bringe over grænsen. Velkommen til Peru. Efter at have kørt en time i Peru, skal baggagen tjekkes ved en toldpost. Alle ud af bussen igen, og så tages der stikprøver. Vores får heldigvis lov til at blive i bussen. Vi falder i søvn ved 21 tiden. Vi har soveposen over os og ligger rigtig godt. Vi har nu været undevejs i 21 timer. Stadig ved godt mod trods den lange rejse og lidt grænseproblemer.