Galapagos
Vi vågner begge meget tidligt morgen (03.45). Vi er mærket af jetlag. Vi står op kl 04.30, tager et varmt bad (som nydes, da varmt vand hører til sjældenhederne i Sydamerika). Vi har bestilt en taxa til kl. 6, som skal køre os i lufthavnen. Inden vi går fortæller manden på hotellet nøje og mange gange: "taxi yellow, no". Nedenfor holder en sølvgrå bil og to gule taxier. Manden med den sølv bil siger, at han er vores chauffør og de to andre taximænd bliver godt arrige og de kommer op at diskutere med vores chauffør. Det eneste vi forstår er "pirat" og "politi", er det mon godt eller skidt? Nå, men vi kommer sikkert i lufthavnen med den sølv bil og betaler $6 for turen. For hotellet har vi betalt $13 for to personer, hvilket er en rigtig god pris i Quito. I lufthavnen henvender vi os på et "TAME" kontor (flyselskabet til Galapagos), hvor vi hjemmefra har reserveret billetter (tror vi nok). De finder vores navne, så langt så godt. Vi giver $671 for to returbilletter. Det er en god pris ift. priserne gennem bureauerne i Dk og Quito. Vi skal mellemlande i Guyaquil, som er Ecuadors største by og herefter fortsætter vi til Galapagos, som vi når efter ca. 4 timer og endnu større tidsforskel (og jetlag). Vi er nu 8 timer bagud dansk tid. Der er varmt da vi lander. Vi køber en busbillet til $2,5 og kører til Puerto Ayora på øen Santa Cruz. Da vi, efter 1 times halsbrækkende kørsel med baggagen på taget af bussen, ankommer til byen er der helt mennesketomt og alt er lukket. Vi kommer søndag midt i siestaen og kirketid. Hotellet vi gerne vil bo på er lukket pga. Ombygning, så vi bruger et par timer på at finde noget til en rimelig pris. Vi betaler $30 (ca. 130 kr) for et lille værelse på Hotel Lirio del Mar. Vi har en smule havudsigt fra vores værelse. Vi går en lang tur og kigger på byen. Finder en sti som fører os til Tortuga Bay. Vi går gennem det mest fantastiske kaktuslandskab og efter ca. 45 minutter står vi på en hvid sandstrand med en masse surfere. Tilbage i byen ser vi havleguaner ligge og slikke sol på molen, pelikaner i vandet og en søløve svømmer rundt i vandet og fanger efter fisk. Bureauet, Moonrise Travel, som kan hjælpe os med at finde et cruise har lukket i dag, men vi tager derned igen i morgen. Galapagos er dyrt ift. Ecuador priser, men stadig billigere end Dk. Vi springer i dag over aftensmaden, da vi, i eftermiddag, spiste en Brownie så stor, at den fyldte hele tallerkenen. Det var et helt måltid. Dejligt endelig at være på Galapagos. Nu glæder vi os til at snakke med Moonrise Travel, så vi finder ud af hvor længe vi skal vente inden vi kan komme ud og sejle.
Galapagos
Vi er blevet lidt i tvivl om vi har stillet vores ur rigtig og vi bliver enige om, at vores ur er en time bagefter. Vi vågner igen tidligt, har stadig jetlag og vågner alt for tidligt. Vi gør os færdige, så vi kan være ved Moonrise Travel, når de åbner kl. 7.30. Der er ingen liv på det tidspunkt. Vi går lidt rundt i byen, som er ret død, spørger tilsidst en dame, hvad klokken er. Det viser sig, at den kun er 6.30. Derfor er der ikke så meget liv. Da vi har fundet noget morgenmad og ventet lidt åbner de tilsidst på Moonrise Travel. De er meget hjælpsomme. Vi bestiller et 8 dages cruise med Catemaranen "Galapagos Vision". Det koster $ 1000/person. Vi går i banken for at hæve penge (for brug for vores rejsechecks) og da vi kommer med pengene er prisen pludselig kun $900/person og det klager vi da ikke over. Vi spørger om de kan anbefale et hotel, da vi gerne vil finde noget billigere. Han kender tilfældigvis lige en, som har et værelse direkte ned til vandet. Vist noget familie. Det kan vi få for $15 pr. nat, som er halvpris af det vi har nu. Vi ser værelset og bliver enige om at det er fint. Det bliver først gjort rent til aften, men vi kan sætte vores tasker der. Toilet og bad er udenfor, men det er ikke ulækkert dog med koldt vand. Mandag eftermiddag tager vi ud til Charles Darwins Research Center, som ligger 10 minutters gang udenfor byen. Her har de kæmpeskildpadder fra de forskellige egne på Galapagos samt forskellige typer leguaner. Det er rigtig spændende. Vi ser de mest gigantiske skildpadder, som vi kan komme helt tæt på. Vi kommer tilbage til et stadig beskidt værelse, men kl. 19 kommer rengøringsdamen endeligt. Værelset er rigtig fint med store panoramavinduer ud til havet. Der mangler kun gardiner, men vi kan ikke få det hele for 90 kr. Vi finder desværre også ud af, at der ingen vand er, men de siger, at de arbejder på sagen. I morgen, siger de, hvilket er et godt slidt ord i Sydmarika. Tror ikke de tar det så tungt. Vi tager truckervask og skylder toilettet med en spand. Inden aftensmaden ser vi volley nede ved molen, eller noget der ligner volley. Der spiller tre mænd på hver side over et meget højt net og så nærmest kaster de bolden til hinanden og over nettet. Specielt spil - de går meget op i det og er rigtig gode.
Galapagos
Vi starter morgenen med at se TV (for første gang). Der er stadig ingen vand, men de arbejder på sagen, endnu...Vi lejer to mountainbikes og planlægger en dagscykeltur ($20/cykel). Der er to ruter på vores kort, hver på 36 km. Vi starter med at køre til et område på øen, hvor der lever kæmpeskildpadder i det fri. Der er kun 18 km, som vi jo snart kan tilbagelægge. Der er bare lige en ting vi ikke har tænkt på vi skal op af et bjerg; faktisk 15 km. op af bakke. Det er noget af en udfordring. Det bliver bare ved med at gå op af. Det regner og vi bliver helt indsmurt i mudder. Da vi kommer til byen Santa Rosa, skal vi i følge kortet, dreje, men der er ingen skilt. Byen er helt øde, men finder tilsidst en, vi kan spørge. Vi er på rette vej. Vi ser slet ingen turister. De sidste 5 km. er på muddervej. Pludselig ligger der en gigantisk skildpadde foran os på vejen, og længere nede af vejen en mere. De er så store, som vi aldrig har set før. Meget fascinerende. Vi kommer til en grotte, hvor vi går ned. Vi ved ikke helt hvor dybe de er og der er ingen mennesker, så vi går ikke så langt ind. Hjemturen er meget skønnere, da vi nu skal ned af bjerget igen. Det har været en kæmpe oplevelse at cykle alene langt væk fra andre turister og folk i det hele taget. Spændende natur. Tilbage i Puerto Ayora vil vi aflevere cyklerne, men kontoret er lukket (selvom det burde være åbent). Tilbage på værelset trænger vi virkelig til et bad, da vi er smurt ind i mudder fra top til tå. Der er stadig ingen vand, krise!!! Vores udlejer undskylder og forklarer noget med en pumpe, som kommer i morgen, men det får vi ikke vand af. Vi får hentet vand op fra en brønd og vi bader i en stor balje med en spand som øse. Meget primitiv, men vi bliver rene. Vi forsøger igen at komme af med cyklerne, som skal afleveres inden 19, men kontoret er stadig lukket, så vi må beholde dem til i morgen. Vi falder i søvn tidligt vi er helt ødelagte efter cykelturen.
Galapagos
I dag skal vi pakke igen og starte vores 8 dages Galapagos Cruise. (se ruten på kortet) Men først skal vi have afleveret cyklerne fra i går. Men, der er stadig lukket på kontoret, så vi lænker dem fast til hans dør. Vi vil afregne med Moonrise for værelset, men han vil ikke have noget for de to overnatninger, da der har været de vandproblemer. Vi giver ham $10 og er meget tilfredse med den handel. Nu skal vi bare have tiden til at gå til vores båd kommer kl. 14. Vi møder gruppen vi skal sejle sammen med. To østrigere, to franskmænd med en lille dreng, en tysker, en dansker og to israelere. Første besøg er på Charles Darwin, hvor vi allerede har været og så er der shopping i byen, så vi skal vente lidt endnu, Kl. 18 kommer vi ombord på den fedeste catemaran. Vi får vores minikahyt med dobbeltseng og et lille bitte badeværelse. Båden er Tourist Superior klasse, som er den mellemste klasse, så vi har gode forhold. Vi er bare glade for dobbeltsengen, varmt vand og eget bad. Vi skal først sejle til midnat og skal så sejle hele natten. Vi går tidligt i seng, som resten af båden. Vi er spændte på om vi kan sove.
Galapagos
Vi vågner efter vores første nat på båden. Vi har sejlet det meste af natten og det har både gynget og larmet meget. Vores kahyt ligger foran på catemaranen (i det ene ben), hvilket også er lige ved den ene motor, så vi kan både høre og mærke motoren. Det skal vi nok lige vænne os til. Der er morgenmad kl. 7 og allerede kl. 8 er der landgang på den første ø. Vi skal rundt på Isla Rabida. Her er meget smukt og store kolonier af søløver. Vi går først en tur og har så tid til at snorkle og ligge på stranden et par timer. Efter frokost, på båden, har vi siesta i tre timer. Vi soler lidt og sover middagslur i skyggen. Vi sejler samtidig til Puerto Egas, hvor vi snorkler med søløver og flotte fisk. På stranden kommer søløverne helt tæt på. Vi går en lang tur i vulkanlandskab og skal hele tiden kigge ned for ikke at komme til at træde på en leguan. De ligger overalt og spytter efter os. Gennem deres spyt udskiller de salten fra det vand de drikker. Tilbage på båden spiser vi til aften, får et bad og går så i seng. Vi er blevet lidt røde - solen er meget hård, da vi ligger lige på Ækvator. Indtil videre en super båd, hvor der ikke mangler noget.
Galapagos
Natten starter med tre timers voldsom søgang. Fra midnat ligger vi for anker og der er ro resten af natten, så vi får en god nats søvn. Vi er kommet til Isla Bartolome som er en rød vulkanø. Meget flot og usædvanligt landskab, hvor hele øen er lavet af lava. Det er tydeligt at se, hvor den varme lava har løbet ned mod havet. Efter to timers vandring kommer vi til en strand, hvor vi skal snorkle. Her er flotte fisk og det skulle være muligt at se revhajer, havskildpadder og søløver. Vi svømmer sammen med to store søløver - fascinerende. Vandet er koldt, så efter en halv time, går vi i land for at få varmen. Solen brænder i huden selvom der stadig er lidt overskyet. Efter frokost, som hver dag består af tre retter, skal vi sejle 2-3 timer. Vi ligger på dækket, men må gå i læ, da bølgerne er så høje, at det sprøjter ind over os. Jeg bliver lidt utilpas, selvom jeg spiser søsygepiller. Vi kommer til Isla Seymor, hvor vi går i land. Galapagos bliver ved med at overraske. Vi går i land på en ø, hvor det virker til at dyrene er sat frem til os. Kæmpe fugle, landleguaner og søløver kommer hen til os. Vi kan gå helt tæt på uden at de flytter sig. Samtidig er naturen helt uforklarlig speciel og smuk. Da vi venter på gummibåden kommer en hansøløve og viser lige at det er ham der bestemmer. Han går lige igennem gruppen og får os alle op og stå. Der er en vis rangorden her på Galapagos. Tilbage på båden har Eddie, kokken, bagt pizza - en lille eftemiddagssnack. Vi lever godt. Vi skal kun sejle en time og skal så ligge for anker hele natten dejligt. Der er nemlig meget uroligt når vi sejler om natten. Vi sover ud for Isla Santa Cruz (øen, hvor vi boede de første nætter). Tidligt i seng..
Galapagos
Vi starter morgenen med besøg på Isla Santa Cuuz, hvor vi ser den første rigtige tropestrand. Vi går, endnu engang, igennem et helt usædvanligt landskab. Her er meget tørt og lavasten overalt. Alle trærne er hvide og ser ud til at være gået ud, men det er bare fordi det er tørtid. Trærne går nærmest i hi/taber bladene, for at spare vand. Når det bliver regntid, bliver alt grønt. Meget specielt. Vi ser ikke så mange dyr, men naturen er smuk og anderledes. Inden frokost snorkler vi i det klareste grønne vand. Efter frokost er vi kommet til Isla Daphne, hvor vi ser flamingoer. Et flot dyr. De bruger 11 timer om dagen til at spise fra bunden af den lille saltlagune, så det meste af tiden går de med næbbet i vandet. Resten af eftermiddagen er der afslapning på den skønneste hvide sandstrand. I nat skal vi sejle langt for at komme til Isla San Cristobal. Ved Isla Baltra bliver det franske par sat af. Resten af gruppen, foruden Stefan og jeg, slutter turen i morgen. Vi får to australske piger med båden, Melissa og Erica. De bliver de første fra vores nye gruppe, som vi skal være sammen med resten af turen. Vi skal sejle langt og på åbent hav, hvilket ikke er det mest spændende for min mave. Vi går tidligt i kahytten i et forsøg på at sove søsygen væk.
Galapagos
Vi bliver vækket kl. 6, så vi springer ud af sengen, da vi tror vi har sovet over. Da vi kommer op på dækket sejler vi forbi nogle kæmpe klipper, som står i den flotteste morgensol. De hedder León Dormido (Kicker Rock). Det er helt fantastisk. Vi sejler ind til Isla San Cristobal. En lidt forvirret morgen. Vores guide er væk og der er kommet en ny, meget overgearet guide, som taler dårligt engelsk. Vi efterlyser en plan for dagen men får mange modsatrettede informationer. Vi siger farvel til den gamle gruppe og har nu 3 timer til shopping. Kl. 12 er der frokost på båden, men på molen bliver vi mødt af en fremmed fyr, som siger, at vi skal sætte os ind i en taxi (Melissa, Erica og os), og køres til vores gruppe. Vi står, lidt uforstående, ind i taxien og kører rundt om hjørnet, hvor der holder en bus, som vi skal ind i. Vi finder aldrig ud af hvad vi skulle i taxien, da vi kun kørte 50 meter, men alt har vel en mening. Vi møder nu tre franske fyre, Herve, Thomas og Nicolas, som også skal med på båden. De sidste dage bliver vi 7 på båden, et dejligt antal. Vi besøger et museum og tager så tilbage til båden. Ingen kender planen. Den nye guide fortæller at vi skal på strand, men der hvor vi lægger for anker er der ingen strand. Han ser lidt forvirret ud og siger at vi skal snorkle fra gummibåden. Vi sejler ud, vender om og sejler lidt den anden vej. Her hopper vi i vandet, men der er intet at se. Det hele er lidt komisk og alle tager det med lidt humor og godt humør. Noget af et syn at se 7 forvirrede turister svømme rundt i havet uden at vide hvorfor. Bagefter går vi en tur, hvor vi ser en stor søløvekoloni. Der er søløver overalt og kun en han til mange hunner. Tilbage på båden får vi aftensmad og sidder længe og snakker med de nye i gruppen. Det virker til at være festlige folk - alle er mellem 30 og 32, så vi passer godt sammen. Vi skal sejle fra midnat og hele natten, så vi vil lige sove et par timer inden. En meget forvirrende og ustruktureret dag med en ny, temmelig irreterende guide. Heldigvis en god gruppe..
Galapagos
I dag er det min fødselsdag... Vi vågner kl. 6, som vi plejer. Stefan har pyntet sengen med danske flag og jeg pakker gave ud. Jeg bliver 31 i dag, som skal fejres på Galapagos. I dag er vi kommet til Isla Espanola. Vi skal først gå en lang tur på øen. Her ser vi Hav leguanen, som har røde nuancer. Her er selvfølgelig også søløver og masser af fugle. Bla. ser vi den "Bluefooted Boobie" (den blåfodede sule), som igen er en af de fugle som kun findes på Galapagos. Dens fødder er helt blå og den ser meget speciel ud. Vi ser også albatrossen, som til en forveksling ligner vores måge, men forskellen er at albatrossen har et vingefang på 3 meter. Den virker meget klodset. Vi går langs havet på en høj klippe. Vi ser et "blowhole", som er et hul i klippen, hvor vandet fra bølgerne bliver sprøjtet op igennem. Det er et fantastisk syn. Desværre er vores kamera løbet tør for batteri og vores ekstra to sæt ligger på båden. Erica og Melissa tager en masse billeder og tilbyder at maile dem til os, så vi har lidt herfra. Kl. 10 sejler vi videre, for at komme til en strand hvor vi skal snorkle. Hele eftermiddagen er strand og snorkling mellem 100 vis af søløver. Efter aftensmaden kommer Eddie, kokken, med en overraskelse. Han har bagt en rigtig fin fødselsdagslagkage. Det er Erica og Melissa der har arrangeret det sammen med kokken. Det er rigtig stort at sidde her midt ude på Stillehavet og fejre fødselsdag. Jeg får en Cola i fødselsdagsgave (det er lige det eneste der kan skaffes). Vi har en rigtig festlig aften. Vi spiller Røvhul allesammen (kort), som er et internationalt spil (som godt nok ikke er nået til Frankrig). Da vi har sejlet en times tid begynder søsygen desværre at melde sig, så vi går alle i seng kl. 21 (som er sent i forhold til det vi plejer). Vi skal sejle hele natten. En rigtig super festlig fødselsdag...
Galapagos
Vi vågner efter endnu en hård nat med høje bølger. Vi ligger for anker ved øen Isla Floreana. Igen i dag lidt forvirring pga. Guiden, som vist ikke helt ved, hvad vi skal. Men vi går i land kl. 8, hvor vi går en tur. Vi ser en kæmpe saltvandslagune, hvor der er flamingør. Bagefter sejler vi til "Devils Crown" i gummibåden. Det er et vulkrankrater ude i vandet, hvor vi skal snorkle fra båden. Der er meget strøm, men rigtig godt at snorkle. Vi har fået at vide, at vi ikke må svømme udenfor krateret, da der kan være store hajer, så vi holder os til det sikre. Vi svømmer med en søløve, ser farvestrålende fisk, og allerbedst, så ser vi vores første haj. Det er en "White Tipped Reef Shark" på over 1,5 meter. Det er både alt for spændende og skræmmende. Stefan tager et billede med undervandskameraet, så det bliver spændende og se, om det bliver til noget. Det er stort... Efter siestaen er vi kommet til "Punta Cormorant" (Post Office Bay). Det er her piraterne år tilbage sendte post fra. De lagde post i en tønde og når andre skibe kom forbi, så så de om der var breve til den egn de skulle til, for derefter at tage posten med og levere den personligt. Denne tradition er blevet holdt vedlige. I dag er det turister der poster kort. Vi kigger alle brevene igennem men finder ingen fra Aalborg eller omegn. Efter posttønden er vi nede i en lavagrotte, som er 200 meter lang. Der er ingen lys, så det er ret klaustrofobisk, da vi skal halvt kravle igennem det første stykke. Tilbage på stranden har guiden lovet os, at vi kan komme tilbage til båden og snorkle derfra. Her er nemlig masser af havskildpadder, som vi konstant ser komme op for at trække luft. Men vi kommer til at vente i 2 timer, da guiden ikke lige har tænkt på at det er i dag, at besætningen spiller den ugentlige fodboldturnering mod et andet skib. Bare ærgeligt. Vi skulle have haft vores snorkeludstyr med på stranden, men endnu engang har guiden klokket i det. Han er efterhånden meget upopulaer blandt alle. Tilbage på båden, når vi lige at snorkle inden det bliver mørkt. Stefan ser en kæmpe havskildpadde meget tæt på. Igen i aften er der lagkage, for Herve har fødselsdag. Vi går alle i seng kl. 20. Utroligt at vi kan sove så mange timer hver nat, men det er intet problem.
Galapagos
Vores sidste dag på Galapagos Vision. Vi står op til regn, men der er stadig varmt. Vi skal besøge Isla Santa Fe hvor vi først skal gå en tur på øen. Det er et lidt stramt program, så vi har kun 1 time på øen. En flot ø, hvor vi ser Blåfodede Suler og leguaner, her er ikke så mange dyr, som på øerne længere nordpå. Vi henter vores snorkeludstyr og hopper i fra gummibåden. Her skulle både være hajer, havskildpadder oma. men vi ser ikke det store. Tilbage på båden får vi pakket, spist frokost og går i land på Isla Santa Cruz i byen Puerto Ayora. Vi siger farvel til gruppen og finder "Peregrina Bed and Breakfast", hvor vi skal sove i nat. Rigtig hyggeligt og med varmt vand og masser af vand i bruseren. På båden kom der så lidt vand ud af bruseren, at det vist kun kan betegnes som dråber, så håret trængte efterhånden til at blive ordentlig vasket efter 8 dage. Vi tager på internetcafe og bruger tre timer på at lægge billeder ind (ikke den hurtigste internetforbindelse). Bagefter går vi på pizzeria og går tidligt i seng. Galapagos har været helt fantastisk og ubesrkiveligt. Vi har set så meget smuk og anderledes natur. Dyrene er store og slet ikke bange for mennesker. Det er en oplevelse ud over det sædvanlige. Galapagos har mange turister, men øerne er rene og vi ser hverken affald, skodder eller andet som ikke pynter i naturen. Stierne rundt om på øerne er ikke turist stier, men naturens egne klipper, lavasten og sand, som vi går/balancerer på. Alt i alt bare fantastisk - at tænke tilbage giver en klump i maven af noget ubeskriveligt, som alle burde opleve.