Vi ankommer til Rodoviaria Novo Rio busterminal i Rio de Janeiro kl 11.30. Tager en taxi til Ipanema, som er et af Rios mest velhavende og mere sikre områder. Det anbefales ikke at tage offentlig transport herfra busterminalen, da det er et mindre sikkert område. Vi finder et hostel, Hostel Karisma, som ligger tæt ved stranden. Vi kan kun få en 4 pers sovesal med fælles bad, men de lukker værelset så der ikke kommer andre ind. Det koster 100 reais, 270 kr, som er det billigste vi kan finde. Rio er en dyr by. På vores hostel er der køkken, som virker rent, så vi vil selv lave mad. Det er første gang vi har fundet noget med et køkken så rent at vi vil bruge det. Savner at lave mad selv. Vi går en lang tur og kigger på byen. Stranden er noget helt specielt. Går fra Ipanema til Copacabana, som jo har fået sit navn fra den Bolivianske Copacabana v. Titicaca søen. Der er en speciel afslappet stemning. Små strandboder, hvor folk drikker øl og får hele kokosnødder med sugerør, surfere og børn fra Favalæn(slumområdet), bøsser, turister, velhavende, hippier. Ja, alle mulige folk. Vi ser en ung, meget feminim mand med en puddelhund, som han har givet røde sko på. Meget specielt. Inden vi går tilbage til vores hostel handler vi ind. Spiser tunsalat til aften og går i seng i hver vores køjeseng.

Første hele dag i Rio de Janeiro. Vi har lige et par ting vi skal have ordnet. Spiser hjemmelavede sandwich til frokost og så er vi klar til Ipanema Beach. Skoen hvid strand, høje bølger, strandsælgere overalt. December måned, høj sol og en lækker vandmelon på en af verdens mest kendte strande. Det bliver vist ikke bedre. Dog er vores badetøj ikke helt så hip, som de andre på stranden, men vi har solcreme med glimmereffekt, et lille fejlkøb, men det passer rigtig godt til de andre smarte her på stranden. I Rio drejer det sig om at blive set. Små badebukser, meget små bikinier, smarte solbriller. Selv når de jogger foregår det i minibikini og det kan man selv tænke sig til, hvordan det ser ud. Afslapning hele dagen. Lige hvad vi trænger til.

Vi vågner op til endnu en dag med skyer og regn, så beslutningen om at tage tilbage til Rio i dag er den helt rigtige. Færgen sejler kl 10. Vi sejler til Angro dos Reis. Billetten er 30 kr dyrere i dag. Vi tror det er fordi det er søndag. You´ll never know. Ved havnen holder en bus fra selskabet Costa Verde, som kører direkte til Rio. Desværre en af de busser, hvor aircondition er totalt overdreven. Temp langt under 20 grader. Vi stopper efter en time, så er der frokosttid. Det er normalt, at alle busser stopper for at man kan få noget at spise. De er glade for at spise i Brasilien. I Rio finder vi en taxi, som sidst vi ankom på busstationen, denne gang 30 kr billigere, så vi er blevet snydt sidste gang. Hostel Karisma, hvor vi boede sidst har alt optaget, men får et værelse på Hostel Ipanema, som er samme ejer. Vi får en køjseng og en enkeltseng og kan få et dobbeltværelse den 16.12. Det reserverer vi til de sidste 3 dage. Vi får handlet og laver spaghetti og kødsove til aften. Dejligt med hjemmelavet mad. Er egenlig gået tidligt i seng, men så hører vi noget musik og stemning. Nysgerrigheden vinder, så vi står op igen. Der er gang i den med livemusik og barbeque på gaden. Cariocas, folk fra Rio, forstår at holde søndag og nyde livet.

Vi har valgt at tage en dag af gangen her i Rio. Er der solskin går vi på stranden, er der overskyet er vi kulturelle eller shopper. I dag er der overskyet. Vi vil en tur til Rio Centrum. Vi går til metrostationen i Copacabana, ca. 4 km fra vores hostel. Rigtig fint metrosystem, som dog ikke er særligt udbygget. Vi står af på Cinelandia station, som ligger ved Praca Floriana, en plads i hjertet af det moderne Rio. Vi følger Lonely Planets forslag til en gåtur, som tager os gennem forskellige dele af Rio centrum. En gåtur som tager et par timer. Vi passerer mange flotte bygninger, som desværre ikke er velholdte. Vi kommer igennem nogle tætte gågader med folk overalt. Foran hver forretning står mænd med mikrofoner og siger en masse. Det mest specielle på turen er Catedral Metropolitana, som er Rios pyramideformet, beton katedral. Den blev indviet i 1976 efter at have været undervejs i 12 år. Indenfor er der farvede glasvinduer fra gulv til loft 4 steder i kirken. Den er 60 meter høj. Et meget specielt bygningsværk, som på en gang er både grimt og smukt. Vi går videre gennem Arcos do Lapa, som om dagen er et ganske almindeligt Rio kvarter men om aftenen forvandles stedet til Rios store sambacentrum. Alt er desværre lukket om dagen, så vi kan ikke rigtig fornemme sambaen. Vi slutter ved Praca Floriana, hvor vi startede. Tager metroen tilbage til Botafoga station, som er et af Rios mest typiske middelklassekvarterer. Her skulle være et shoppingcenter med lave priser på mærkevarer, men det må være lukket, for på stedet ligger kun et andet center. Vi tager bussen tilbage til Ipanema. Vi har ikke helt styr på busserne, men vi står på en bus, som kører til Copacabana og derfra kan vi gå til Ipanema. Passer perfekt. På vejen køber vi flybilletter til på tirsdag, hvor vi jo skal hjem til Dk. Til aften taler vi med Jeanne og Michael, et ældre ægtepar, som bor på samme hostel som os. De skal rejse rundt i Sydamerika i 3,5 måneder. De er begge pensionerede lærere, han husker ikke så godt og hun er dårligt gående. Ret frisk at rejse som backpacker i den alder. De har rejst sammen i mange år og denne rejse er for at fejre, at de har været gift i 400 måneder. De er meget snakkende, men behagelige og hyggelige at være sammen med.

Solen skinner hvilket betyder strand. Vi smører en madpakke og går ned på Ipanema Beach mellem station 8 og 9. Rios strande er delt op i stationer, og ved de forskellige stationer kommer forskellige typer af folk. Vi lejer to strandstole for 6 reais, 15 kr. og slapper af. Forsøger at gå i vandet, men bølgerne er så høje at det kun bliver til at stå i vandkanten, hvor vi alligevel bliver godt våde. Vi opdager at det danske ægtepar vi mødte i Rurrenebaque i Bolivia ligger 5 meter fra os. Meget pudsigt at vi møder dem igen. De bor på et hotel lige overfor vores hostel. Vi går op fra stranden kl 13.30. Solen har været noget stærkere end ventet. Der har faktisk været overskyet meget af tiden og vi har smurt os i høj faktor solcreme, men alligevel er vi blevet temmelige røde. Eftermiddagen bruger vi på at opdatere hjemmesiden for sidste gang inden vi skal hjem til Danmark. Vi har i dag erfaret, at det stykke strand, som ligger ud for den vej vi kommer fra er det de kalder Balsa de Valores eller Crystal Palace. Det er et område, hvor bøsser kommer. Stoleudlejeren, en mand i rød bikini samt 95 procent mænd og mandlige par har ligget omkring os. Meget specielt, men Stefan syntes nu, at vi skal finde et andet stykke strand næste gang vi skal herned. Der er også områder for de ekstremt solbrune, Favela børn, surfere og så videre. Så er det jo bare med at finde det område hvor vi passer bedst ind.

Vores møde med Brasiliens sol i går har sat sine spor, så i dag vælger vi at tage til Barra, som er en af Rios mange bydele. Barra ligger 15 km fra centrum. Det er et amerikaniseret område med skyskrabere og massevis af shoppingcentre. Vi tager til Barra Shopping, som er Brasiliens største shoppingcenter med over 500 forretninger, 42 restauranter og 18 sals biograf. Vi finder en bus, som kører direkte derud. Vi har kun ventet på bussen på tre forskellige gader, og i 40 graders varme er det en varm fornøjelse. Men på sidste gade kommer der endelig en bus. Barra Shopping er gigantisk. Her er julepyntet overalt og supermoderne. Vi kommer kl 12 og tager en taxi hjem kl 21.30. Vi har aldrig shoppet i så mange timer i træk før og selv Stefan syntes det har været en oplevelse. Da det bliver mørkt oplyses alle bygninger med så mange lys, at alt er oplyst. Farver, blink og totalt overdrevet juleri. Vi er tilbage kl 22 uden julegaver, som var planen, at vi skulle have købt. I stedet har vi poser med tøj og vabler på fødderne. Jeg har dog måttet erfare at Brasilianernes tøjsnit er temmelig anderledes end hjemme i Danmark. De viser gerne bagdel og bukser med mere skal være mere end bare stramt, sidde helt oppe i r& . og dellerne i siden skal helst tippe ud over buksekanten. Ikke just min eller Stefans stil. Ærgeligt, når de har så meget fedt tøj.

Vi starter dagen med at gå på stranden i et par timer fra 10-12. I dag ligger vi 50 meter længere nede af stranden og under en parasol. Her er ingen bøsser, men i stedet stranden hvor de solbrune holder til. Så her passer vi perfekt ind med vores lyse hår og røde kulør. Vi går tilbage til vores hostel for at spise frokost. Kl. 14.15 skal vi på tur til 2 af Rios Favelas, som er byens slumområder. Vi skal med Marcelo Armstrong Tours, som donerer en del penge til en skole, som ligger i den ene Favela, vi skal besøge. Vi skal besøge to forskellige Favelas. Rocinha, som er Rios største med 170.000 indbyggere og Vila Canoas med kun 3000 indbyggere. I Rios Favelas er der andre love og regler end i andre områder af byen/landet. Her styrer de store narkobaroner. I Rocinha er der en politistation med 3 betjente. De laver 3 ting: spiller kort, ser TV og spiser. De går aldrig udenfor døren. Stationen ligger i Rocinha fordi man ifølge Brasiliansk lovgivning skal have en politistation, når et område overstiger et hvis antal indbyggere. Vilkårerne for en politimand i en af Rios Favelas er, at går han udenfor døren og forsøger at blande sig i noget, så bliver han skudt. Vi kører gennem et rigt kvarter, hvor den amerikanske skole ligger. Her holder fine biler med privatchauffører, som skal hente børn på skolen. På højre side ser vi kæmpe villaer. Så drejer vejen til venstre og vi kører ind i Rocinha. Det første der møder os er to mænd på ladet af en bil med hver sit maskingevær. Inden vi går ud af vores bil får vi lidt informationer om, hvordan vi skal opføre os, når vi opholder os i en Favela, hvad vi må og ikke må. Alle spørgsmål omkring narko og lignende besvares først indenfor i bilen. Vi må kun fotografere på bestemte steder, siger guiden, at vi ikke må fotografere skal det respekteres. Ellers kan vi forvente, at vi skal aflevere vores kamera til narkobaronerne. Det hele er meget specielt. Der bliver fyret kanonslag af. Guiden er meget opmærksom på kanonslagene og forhører sig ved lokale, om der er problemer. Det kan nemlig betyde, at der er krig mellem rivaliserende bander eller politiet er ved at trænge ind. Men i dag er det heldigvis bare drengestreger. Vi kører gennem gaderne og andre steder står vi ud af bilen for at gå et stykke. I Rocinha er der butikker, barer, restauranter og alt som også findes i andre dele af Rio, men her er fattigt og husene bygges tæt og i lag på lag. Efter at have set Rocinha kører vi til Vila Canoas, som er meget mindre og ikke har de samme problemer med narko, som Rocinha. Her ser vi en skole og går en tur i de klaustrofobiske gader, hvor der mange steder kun er en meter fra husvæg til husvæg. Der kommer kun lidt lys ned mellem husene, som også er bygget i lag på lag. Denne Favela virker mere fredelig men stadig fattigt. Det har været rigtig spændende at se Rios Favelas. Det er uforståeligt, at et samfund så anderledes findes i en by som Rio. Her er det narkobaronerne der laver reglerne og ikke politiet. Det har givet os en forståelse for og et indblik i den anden side af Rio de Janeiro. Vi handler ind og laver selv aftensmad. Spiller Skip-Bo inden vi går i seng i hver sin køjeseng.

Vi vil i dag på heldags sightseeing, hvor vi vil se Cristo Redentor, Den store Kristusfigur, samt Pao de Acucar, Sukkerbrødstoppen. Vi tager en bus, som kører direkte til Corcovado togstation. Cristo Redentor står på en bjergtop 710 meter over Rio. Den er 38 m høj og den 1145 tons åben armede kristus figur kan ses fra store dele af Rio. Kristus figuren står på bjerget Corcovado, som ligger i Parque National de Tijuca, som ligger midt i byen. Vi kører med tog op af bjerget gennem nationalparken. På toppen står Cristo Redentor, som et enormt betonbjerg. Et imponerende syn. Desværre skal vi dele oplevelsen med utallige andre turister, som går helt bananas med at tage billede, mase og skubbe for at komme frem. Der er en fascinerende udsigt fra platformen udover Rio. Det giver os et billede af, hvor stor en by med 7 millioner indbyggere er. Vi spiser madpakke på toppen af bjerget og beslutter så at tage toget tilbage. Fra togstationen tager vi en bus, hvor der står Botafogo på. Den mener vi stopper i gåafstand fra Pao de Acucar. Kommer til at gå en halv time inden vi kommer til Pao de Acucar. Vi skal med to korte kabelbaner op til toppen. Pao de Acucar er en klippe, som står lodret op af vandet og herfra er der en smuk udsigt over Rio og dens strande. Heroppe er turistmængden moderat, hvilket passer os glimrende. Vi bliver på toppen i tre timer, hvor vi bare nyder udsigten og det dejlige vejr. Sol, skyfri himmel og varmt. Temperaturen i Rio stiger for hver dag vi er her og i dag er der 36 grader. Godt med lidt varme på en sightseeing dag. Vi tager først ned med kabelbanen igen kl 18.30. Efter aftensmaden går vi ned til Lagoa Rodrigo de Freitas, som er en stor saltvandssø i Ipanema. Ude midt i søen står et gigantisk juletræ, hvor de oplyste julekugler har billeder af samtlige regioner i Brasilien. Det er oplyst om aftenen - meget smukt. Langs med søen står madboder og der er et leben af lokale, som samles på søbredden. En skøn aftentur.

Første dag, hvor der ikke er en sky på himlen. Vi starter med at flytte fra vores køjesengsværelse til et dobbeltværelse. Det er det skønneste værelse med dobbeltseng og egen tagterrasse. Godt nok bruger stuepigen terrassen til vasketøj, men der er masser af plads. Vi går på stranden et par timer i formiddag. Spiser frokost på terrassen og bliver her resten af dagen. Vi soler og spiller Skip-Bo. Det er ekstremt varmt, så vi nyder da solen går ned. Der er stadig 27 grader, julelys i baggrunden og stearinlys på bordet. En ren slapper dag.

Vi går en lang tur langs med Ipanema Beach ud til Arpoador, som ligger på grænsen mellem Ipanema og Copacabana. Det er en stor klippe som stikker et stykke ud i vandet og som starter strandenes hesteskoform. Herfra er der udsigt over hele Ipanema Beach. Vi fortsætter til Copacabana Beach. Om søndagen er der altid mange lokale på strandene. Gamle som unge. Folk jogger, cykler, ligger på stranden og går på strandbar. Der er forskellig former for underholdning og musik på gaden. Helt specielt er det at se de gamle, som bliver fulgt til stranden om søndagen. Det vrimler med kørestole og gamle folk, som bliver fulgt på strandbar. Her sidder de og hygger sig, kigger på folk og drikker en hel kokosnød med sugerør. Et anderledes syn at se en 80 årig på strandbar. Hele strandvejen er lukket for biler om søndagen og i stedet bruges vejen af fodgængere, motionister, cykler og andre som bare gerne vil ses. En helt speciel stemning. Ved middagstid går vi tilbage til vores hostel og soler på terrassen resten af eftermiddagen. Der er meget varmt, så Stefan sætter vores ventilator ud på terrassen, så den blæser på os mens vi solbader. Skøn opfindelse. Ved aftenstid tager vi en bus til Barra, hvor vi vil på Hard Rock Café. Men da vi finder den er der ikke en sjæl i Restauranten, så vi tager en bus tilbage til Ipanema. Her vil vi have en pizza, men den billigste på det nærliggende pizzeria koster 120 kr. Det er jo tyveri, så vi ender på Beach Sucos, som er en lille strandburgerbar. Langt billigere og garanteret også lang ringere mad, men det mætter. Vi nyder aftenen på terrassen, hvor der stadig er 27 grader. Vi spiser is og spiller Skip-Bo.

Sidste hele dag i Rio. Vi får handlet lidt, som vi skal have med hjem. De sidste julegaver og lidt til os selv. Stefan er blevet rigtig forkølet, så han går tilbage til værelset mens jeg går i Zona Sul supermarked for at købe ind til frokost. Resten af eftermiddagen tilbringer vi på terrassen, spiller Skip-Bo og spiser is. Vi er efterhånden mættet med oplevelser, så vi nyder bare at kunne sidde ude på terrassen og lave ingenting. Vi får pakket vores rygsække og har, forbløffende nok, ikke pladsmangel. Til aften går vi ud og spiser afskedsmiddag. Vi får rigtig god mad og bliver underholdt af både gademusikanter og artister, som laver et show midt imellem bilerne. Fascinerende. Rigtig hyggeligt og typisk Brasilien. Snakker og tænker tilbage på de sidste 3 måneder. Så mange store oplevelser at det er svært at fatte helt. Går hjem på terrassen og nyder den sidste aften med 27 grader. Vi sidder under den stjerneklare himmel og kan slet ikke forstå, at det er sidste aften. Men vi glæder os også til at komme hjem, hjem hvor tingene fungerer.

I dag starter hjemrejsen. Vi skal med et fly, GOL Airlines, kl. 11.15. Tager en taxi fra Hostel Ipanema til Rios indenrigslufthavn, San Dumont. Vi har hørt, at der den seneste tid har været en del forsinkelser hos flyselskabet GOL. Der er vist sket et par flystyrt i Amazonas og nu strejker kabinepersonalet vist engang imellem. Der er også forsinkelser i dag, men der er plads på en tidligere afgang, som kommer til at passe med vores oprindelige afgang, så det siger vi ja til. Flyet letter og vi flyver direkte ind over Rios strande. Meget flot. Vi lander i Sao Paolos indenrigslufthavn og tager en shuttlebus de 50 km til den internationale lufthavn, som ligger lidt uden for byen. Vi kommer i rigtig god tid. Da vi endelig kommer ombord på vores British Airways fly, er det allerede helt fyldt op, hvilket undrer os. Vi finder ud af at flyet kommer fra Buenos Aires. Kan desværre også se på et rutekort at British Airways også flyver fra Rio via Sao Paolo til London, hvilket havde sparet os for vores inderigsflyvning. Men skidt, nu er vi ombord og på vej mod Dk. Vi er forsinkede og får at vide, at det er ved at tage last fra flyet og i stedet fylde mere brændstof på. Vejrudsigten for London siger nemlig tåge og de ved endnu ikke om de får lov til at lande. Lyder ikke alt for positivt. Vi har super pladser i flyet på forreste række med ekstra benplads.

Vi lander i London Heathrow kl 6.30 lokal tid. En underlig landing, hvor vi slet ikke opdager, at vi er landet, før vi kører hen af landingsbanen. Det er som vi stadig flyver midt i skyerne, så tåget er der. Vores fly til København flyver kl 9.40. Vi finder hurtigt en skærm med flyafgange, som desværre viser os, at vores fly er aflyst. Vi går hen til en British Airways infoskrank, som sender os videre til en billetkø, hvor vi skal ombooke billetterne. Her står vi i kø i 1½ time. De giver os billetter til en afgang kl 13.40 og giver os et boardingkort til en ny indenrigsflyvning fra København til Aalborg. Vi har Sterling billetter på den rute, men får SAS billetter nu. Det forstår vi ikke helt, men bare vi kommer videre, så er vi tilfredse. Men vi mangler stadig boardingkort til flyet kl 13.40 og dem skal vi tilbage til Infoskranken og have, hvilket betyder kø igen. Vi får også vouchers til at spise for, 25£, som er ca. 250 kr. Vi spiser frokost og finder så ud af, at vores næste fly også er blevet aflyst. Nu begynder det at blive træls. Lufthavnen er efterhånden kaotisk, næsten alle fly aflyses og alle får at vide, at situationen ikke vil ændre sig de næste dage. Vi går i billetkø igen, hvor længden nu er minimum 5 doblet. Efter 3 timer i køen, kommer to ansatte rundt og hører hvor folk skal hen. De siger til os, at vi lige så godt kan opgive at komme hjem i dag, så de anbefaler os at tage på et hotel. De sender os i en retning, hvor de siger, der står en dame, som kan give os et hotel og i samme retning skal vi finde vores bagage. Men der hvor vi kommer frem er der bare endnu mere kaos. Her står en ansat og forsøger at skabe lidt struktur, men hun er helt kørt op og har fuldstændig mistet overblikket. Vi spørger hende, om hvad vi skal og hun siger at British Airways ikke kan få os hjem de næste mange dage, så hun syntes vi skal tage et tog til Paris og så flyve eller køre hjem derfra. Det siger hun vi kan gøre på British Airways regning. Andre ansatte fortæller os, at alternative løsninger er på egen regning, så det er lidt svært at finde ud af. Der er vild forvirring og alle får udleveret et stykke papir med et tlf. nummer, hvor man kan ombooke billetter, men det er umuligt at komme igennem, da alle jo ringer på dette ene nummer. Vi går til bagageudlevering. Overalt ligger der bagage. Alt er rodet sammen og umuligt at finde noget som helst. Folk leder i bunkerne og køen til forsvundet bagage er lang. Men eftersom vi heller ikke kan finde vores bagage, så må vi bag i køen, for at melde det savnet. Heldigvis er de ret effektive ved denne skrank, så ventetiden er ikke så lang. Da vi forlader bagagekælderen ser jeg pludselig vores to rygsække ligge nederst i en kæmpe bunke i et fjernt hjørne. Vi tager taskerne med os, men opgiver at fortælle det til nogen. Vi finder hotelbookingskranken og bliver tildelt et hotelværelse. Får besked på at vente sammen med en masse andre på en bus, som kører os direkte til hotellet. Men efter 1½ time sidder vi stadig og venter. Vi er så heldige, at en dansk kvinde spørger om vi vil med hende i en taxi. Vi har ingen pund, men hun vil gerne betale. Så kl. 19.30 er vi endelig på hotellet. Rigtig fint sted med lækre værelser. Vi taler med en Brasiliansk fyr, som også skal til København. Han er kommet igennem til ombooking pr telefon, men har fået at vide, at de har enkelte pladser den 26. december og dernæst efter nytår. Det er jo ikke positive nyheder. Vi får ringet hjem for at informere, selvom der jo ikke er så meget at informere om, altså udover, at vi bliver fortalt, at vi først kan komme hjem efter jul. Men som de siger derhjemme - vi skal nok få jer hjem, hmm, hvordan vil de det? Vi går på Internettet for at tjekke alternative løsninger. Eurostar toget fra London til Paris ell. færgen til Esbjerg, som begge er to dyre muligheder. Vi tager ikke nogen beslutning. Der bliver ved med at komme folk fra lufthavnen, alle med den besked, at vi ikke skal tage i lufthavnen i morgen. De forsøger at undgå kaos derude og beder folk om at holde sig væk. Vi går tilbage på værelset og tager så en beslutning. Vores eneste chance er at tage i lufthavnen i morgen, så tidligt som muligt. Vi sætter vækkeuret til at ringe kl 04, for at være derude med den første lufthavnsbus, som kører fra hotellet. Det har været en meget følelsesladet og frustrerende dag. Heathrow lufthavn i kaos og de ansatte har totalt mistet overblikket.

Kl. 04 ringer vækkeuret. Rygsækkene står klar, så vi er ude af døren i løbet af 10 minutter. Vi kommer med en lufthavnsbus kl. 04.30 og er i terminal 4 en time senere. Der er allerede mange folk og køen til billetskranken er timer lang. Men vi kan ikke gøre andet end at stille os i kø, krydse fingre og håbe at det er vores lykkedag i dag. De fleste fly er igen i dag aflyst, men vi kan se to afgange til København, som indtil videre står til at skulle afgå. Den ene er det tidlige morgenfly, men eftersom køen er så lang som den er, så kan vi godt glemme alt om at få billetter til det fly. Hårdt at se et fly afgå uden at vi kan gøre hverken fra eller til. Efter 1½ time, hvor køen max har rykket sig 2 meter, bliver det meste af køen dirigeret ud i et telt, hvor vi står i kø. Sådanne telte har de stillet en hel del op af, og vi er heldige at stå i det forreste telt, hvor det måske er muligt at nå frem til billetskranken i dag. De bruger telte, for at gøre terminalen mere fremkommelig. Desværre har de ingen varme i teltene, så der er temmelig koldt, når det fryser udenfor. Efter en times tid skal jeg lige ind for at finde et toilet. På vejen hører jeg en ansat som spørger, om der er nogen der skal til København. Jeg råber og vifter med armene og er bare fuldt opsat på, at ham skal jeg tale med. Er bange for at han bare forsvinder igen. Han siger, at han måske kan skaffe 5 billetter til København, så jeg skal få fat på Stefan og bagagen. Jeg råber efter Stefan, som i første omgang ikke vil forlade køen, for hvis det ikke passer, så skal vi endnu længere tilbage i køen bagefter. Vi stoler ikke på så mange mere herovre. Men da han ser den ansatte BA mand, får han fart på. Det er næsten ikke til at fatte, at det kan være rigtigt. Manden forklarer, at han har 5 standby billetter til et fly kl 9.40. Han kan ikke love os, at vi kan komme med, men han vil gøre alt hvad han kan, for at få de billetter. Vi får bagagemærker på vores tasker, han giver os spisebilletter og siger, at vi skal mødes om 20 minutter. Vi tør næsten ikke forlade stedet, skynder os at købe lidt morgenmad og venter så der hvor han vil komme tilbage til. Kl.9 kommer han tilbage med 5 billetter i hånden. Vi tror det er løgn. Og så bliver vi endda forkælet med businessclass. Vi er 5 unge mennesker, som er yderst taknemmelige. Takker ham igen og igen. Det er det bedste juleeventyr i år. Vi løber hele vejen til gaten, men først da vi sidder ombord, begynder vi at tro helt på det. Vi bliver serviceret og får lækker mad, masser af benplads og brede sæder. Næste forhindring er nu vores billet videre fra København, men det tager vi når vi når dertil. British Airways har givet os boardingkort til en SAS flyvning i går, men har sagt, at vi bare kan ændre den, når vi kommer til København. Endelig lander vi på dansk grund i København. Vi finder hurtigt et BA kontor for at ombooke den sidste flyvning, men det vil de ikke gøre. Hun siger, at det er slet ikke deres problem og den billet er ulovligt udstedt. Det er vi sådan set ligeglade med, for det er deres kollegaer i London der har udstedt den. Hun får mange ord med på vejen. Men dråben er da hun siger, at der jo også har været travlt i København pga. tågen i London. Det er nok det dummeste vi har hørt, for hun har ikke stået i et iskoldt telt med 20.000 strandede rejsende, som alle får at vide, at de først kan komme hjem efter jul. Ingen pluspoint til hende og BA i Danmark. Vi går over til SAS booking, som er meget hjælpsomme. De giver os en billet uden problemer. Men ligesom vi tror, at vi er på vej mod Aalborg finder SAS damen ud af, at British Airways ikke har betalt billetten. De har bare printet et boardingkort ud til os uden at betale til SAS. Hvad nu? Krise igen. Vi ringer til Gouda rejseforsikring, som køber billetter til os hos Sterling. Kl. 16.30 lander vi endelig i Aalborg lufthavn. Hele familien er kommet for at tage i mod os. Det er rigtig dejligt at se dem alle i lufthavnen. Vi kører hjem i vores lejlighed, hvor vi alle spiser aftensmad og snakker i flere timer. Rigtig underligt at være hjemme igen. Hjemturen fylder rigtig meget i vores hoveder ligenu. Vi har haft tre fantastiske måneder. Vi har rejst mange 1000 km med bus, tog, fly og færge. Vi har oplevet kulturforskelle, fattigdom, livsglæde, verdens højdepunkter, by og land. Vi har slappet af, været pressede, oplevet og nydt livet og friheden til at gøre lige hvad vi har lyst til. At rejse gennem lande som Ecuador, Peru, Bolivia, Argentina og Brasilien sætter livet i perspektiv. Korruption, fattigdom, kriminalitet og et system, hvor intet fungerer, i hvert fald ikke efter vores vestlige standarder. Vi har det godt i Danmark. Sydamerika har så meget at byde på lige fra ekstreme naturoplevelser, kultur, mennesker, mad, Andesbjergene og meget mere - alt noget som har printet sig fast i vores hukommelse for evigt. Bolivia har en speciel plads i vores hjerter. Et skønt land med så meget forskelligt, at man kan blive ved med at finde spændende steder at se. Infrastrukturen er desværre så dårlig, at det er svært at komme hurtigt fra et sted til et andet - men det kan omvendt også være en charme. Vi har hørt meget dårligt om Bolivia, at det skulle være et farligt rejseland med kidnapninger m.m. Men vi har kun haft positive oplevelser og det er det land, og vi har på intet tidspunkt følt os utrygge. Folk er meget hjælpsomme og venlige - i sådan et land kommer man langt med et smil og forståelse for systemet. Vores råd til alle som går med et lille ønske om at rejse ud i verden. Lad være med at tænke for meget. Spring hellere ud i det og brug pengene på at give dig selv den oplevelse. Pengene er godt givet ud.