Wmdr

2006-11-05

Vi står tidligt op. Skal være på Cafe Terraza i Prada området senest 7.30. Vi skal i dag cykle på mountainbike ned af The World s Most Dangerous Road (forkørtet WMDR). Vi er 13 i gruppen og 2 guider. En guide fra New Zealand og en lokal, engelsktalende, guide. Da vi forlod Dk var vi enige om, at Verdens Farligste Vej ville vi under alle omstændigheder undgå, men nu står vi her og skal cykle ned af den og i aften skal vi køre i bus tilbage af samme vej. Navnet The World s Most Dangerous Road er et ret passende navn. Det er den vej i verdenn, en strækning på ca. 40 km., hvor der sker flest fatale uheld. I gennesnit køre 26 køretøjer ud over kanten om året og 100 mennesker mister livet. I dette regnstykke er 8 mountainbikere, siden 2003, styrtet i døden. Vejen er flere steder kun lige bred nok til en bus og jorden er så løs, at vejen indimellem styrter sammen. Vandfald vælter ned over vejen flere steder og gør den våd og mudderet og glat. På WMDR kører trafikken modsat. Nedafkørende trafik kører til venstre, i dette tilfælde ude ved kanten og opadkørende til højre. Dette skyldes, at vejen for det meste er så smal at to biler ikke kan passere hinanden. Opadkørende biler skal derfor bakke tilbage til der kommer en lille afsats, hvor de kan holde ind. Chaufføren sidder jo i venstre side, altså ude ved kanten af bjerget og han kan nemmere se hjulene og sørge for, at han ikke skrider ud over kanten. Ret nervepirrende. De er ved at bygge en ny og mere sikker vej, men de har bygget på den i 15 år og den er stadig ikke færdi. Det de har bygget er desværre så dårligt, at det allerede er ved at styrte sammen, inden den er taget i brug. Tragisk. Vi kører i bus til La Cumbre, som ligger i 4760 meter over havet. Vi får vores cykel, vindtæt tøj, støvmaske, handsker, hjelm, briller og sikkerhedsvest. Vi får en meget grundig instruktion om nedkørselen. Begge guider har fløjter, som de bruger når vi enten skal være opmærksom og køre langsomt eller når vi skal stå af cyklen. Kommer der biler i mod os skal vi stå af cyklen og vente. Vi må kun stå af til højre, så vi har cyklen mellem os og afgrunden. Bagfrakommende trafik holder normalt tilbage men dytter, så vi ved de er der. Vi skal være meget opmærksom trafikken som kommer imod os, da vi har dårligt udsyn og pludselig dukker en lastbil op omkring hjørnet, som en mur i mod os. Vi må heller ikke køre for tæt på kanten for den kan styrte sammen og vi må ikke kigge på landskabet, kun når vi stopper, som vi gør 16 gange på de 64 km. Hvad er det vi har begivet os ud i. Men også spændende. Første nedkørsel starter i let regn. 24km på asfalteret vej. Vi kører rigtig stærkt, stærkere end lastbilerne, så vi er nødt til at overhale dem. Efter de 24 km. står vi ved WMDR, som vi skal køre de sidste 40 km på. Reglerne repeteres og cyklerne gennemgår endnu et sikkerhedstjek. Nu starter adrenalinturen. Det går nedaf, vejen er ikke bare som en dansk grusvej, men langt værre. Den er de fleste steder så smal, at lastbiler og busser køre helt ud til kanten. Vandfald kommer hen over vejen, vi kører i mudder. Med jævne mellemrum står verdens eneste levende lysfyr. Folk der står med store skilte, rød på den ene side og grøn på den anden. For få år tilbage kørte en familie i afgrunden, da to lastbiler skulle passere hinanden. Siden den ulykke har frivillige stået med lyssignaler hver dag. De får ikke løn, men penge fra forbipasserende. Hjertet banker under nedkørselen og det giver et gys i kropppen, når store lastbiler kommer om et hjørne og vi må springe af cyklen. På vores venstre side, bare en meter fra vores cykel, går det lodret ned af bjergsiden, op til 1000 meters fald ned i afgrunden. Det er ubegribeligt, at der kører biler her, vejen er faktisk ret befærdet. Det er så ekstremt og uvirkeligt og vi vil fra i dag aldrig sætte spørgsmålstegn ved, om det nu kan passe at det er WMDR. Der findes simpelthen ikke noget værre end det her. Vi cykler fra 4760 til 1100 m over havet, altså et fald på 3660 meter. Det bliver varmere og varmere. Tilsidst er vejen så støvet at det er svært at se noget. Støvmaske og de store skibriller kommer nu til sin ret. Turen slutter i Yolosa, hvor der er sol og 30 grader. Her får vi et bad og sen frokost. Stedet er fyldt med små aber, papagøjer og myg. En lille oase for enden af WMDR. Kl 17 går turen tilbage i bus. Det er spændende men også ret skræmmende at skulle køre på WMDR. En nervepirrende bustur. To gange kommer en stor bus om hjørnet og når at stoppe en halv meter fra vores forrude, vi må lige hive efter vejret. Men Santiago, vores chauffør, er rutineret og får os helskindet gennem de 40 km vej. Vi har begge kørt på smalle bjergveje, men det her er da for vildt. På vejen ser vi flere lastbiler, eller rettere stumper af lastbiler, som ligger nede af bjergsiden. Guiden fortæller om steder, hvor der er sket ulykker. Willy, en af de amerikanske fyre, har eferhånden tygget så meget coca og drukket lidt for mange øl, så han underholder hele vejen hjem. Det letter stemningen, så vi ikke tænker så meget over hvad det er vi har gang i. Turen ned og op af WMDR har både givet os et adrenalinkick af format. Det har været så fantastisk og en oplevelse vi er glade for, at vi overvandt os selv til at tage. Vi har oplevet ægte boliviansk kultur, som er så svær at fatte. WMDR er hverdag for så mange mennesker og deres eneste mulighed for at komme frem og tilbage til La Paz. At tage turen med Gravity Assisted Mountainbiking, som er et dyrt selskab fortryder vi absolut ikke. Vi har følt os 100% trygge ved turen og guiderne. De har været ærlige om, hvor farligt det er at cykle her. De har tjekket cyklerne 3 gange på nedturen. Kanon tur.

Så er vi klar til at køre Os ved postcardcorner På vej ned af World's Most Dangerus Road overblik over WMDR Smadret bil i vejkanten Rød Ara Abe der kravlede på bordet mens vi spiste Abe leger med hund

La Paz