Vækkeuret ringer midt nat. Vi skal med en taxi kl 4.30. I dag skal vi til Puerto Iguazu, ved verdens største vandfald, Foz de Iguazu. Ligger ved den Brasilianske grænse. Vi har købt billetter til 1. klasse ved selskabet Andesmar. Billetterne er kun lidt dyrere, men pengene er godt givet ud, når vi skal køre i bus i 27 timer. Det er skønt med sæder der kan laves til senge. Kl 10 ankommer vi til Tucuman, hvor vi hurtigt springer ind i en taxi, som kører os til posthuset. Her får vi hjælp af en dame, køber en kæmpe kasse, putter alt deri og stiller os i kø. Vi er ret pressede af tiden og køen er lang. Da vi endelig når frem til skranken, siger damen, at vi lige skal hen til tolden, som skal kigge i kassen. NEJ. Det er bare løgn. Det kan ikke være så besværligt at sende en pakke. For det første ligger toldkontoret et stykke væk og for det andet har vi lige pakket alt ned og tapet til og for det tredie kan vi ikke nå det. Det er ikke fair. Vi må igen forlade posthuset med de 15 kg, nu i en kæmpe kasse. Vi når lige tilbage, køber lidt mad ind og så kører bussen. Vi må forsøge igen i Puerto Iguazu. Vi spiser kl 13, første måltid i dag. Vi har lige slugt den sidste bid, så kommer en bussteward rundt med mad. Det er der så ikke lige nogen der har fortalt os, at der er mad med i prisen. Men det kan vi da ikke klage over. Vi har 20 timer tilbage af turen. Lædersæder, videofilm og soveposen, så bliver det ikke bedre. Til aften er der busbinge, men vi må desværre opgive at vinde den store præmie, da vi ikke helt forstår reglerne.

Så er julemåneden kommet. Julestemning er svær at finde, når der er 35 grader og det er kun ganske lidt julepynt vi har set i Argentina. Vi kommer til Puerto Iguazu kl 8.30. Første mission er at finde et posthus, så vi kan komme af med den ret uhandy pakke, vi slæber rundt på, eller rettere Stefan slæber rundt på. Vi går længe og finder tilsidst et posthus. Vi står i kø og da vi når frem til skranken hører vi noget vi tror er løgn. I kan kun sende pakke tirsdag og torsdag. Og eftersom det er fredag i dag, så er det ikke lige muligt. Vi bander efterhånden over den pakke og situationen spidser til. Vi kan slet ikke forstå i vores hoveder, at man kan have et så ineffektivt postvæsen, hvor man kun kan sende pakker to gange om uger. Det er da tåbeligt. Hvad nu? Krise, og der er 40 grader og styg sol, hvilket ikke hjælper på krisen. Vi diskuterer frem og tilbage og løsningen bliver tilsidst, at vi finder et hotel og dropper at sende pakken. Så må vi pakke det hele i rygsækkerne og har vi overvægt i flyet, så må vi jo betale os fra det, hvis det kræves. Vi tager en taxi tilbage til busstationen, hvor vi hører på busbilleter til Rio i Brasilien. Argentinas busser er bedre og mere luksøriøse, men vi bliver enige om, at vi nok kan finde de samme selskaber på Brasiliens side af vandfaldene. Vi finder et lille hostel, San Fernando, lige ved siden af busterminalen. Sætter vores rygsække og tager en bus ud til vandfaldene. Vi vil bruge resten af dagen på Argentinas side af vandfaldene og så tage til Brasilien i morgen. Foz de Iguazu er verdens største vandfald med 275 individuelle vandfald fordelt på 3 km. Størstedelen ligger på Argentinas side af grænsen. Floden markerer grænsen mellem Argentina og Brasilien. Vi bliver kørt lige til indgangen, som minder lidt om Fårup Sommerland. Vi spiser to empanadas, som er vores første måltid i dag og kl er nu 14. Vi tager et vellignende Fårup tog til Gigante del Diablo, Djævlens Hals, som er der vandfaldene starter i hesteskoform. Vi går ca 1 km på gangbrør og mødes af et gigantisk vandfald. Derfra fordeler de mange individuelle vandfald sig i hesteskoform på henholdsvis Argentinas og Brasiliens side. Efter at have nydt udsigten og blevet vasket fra vandet der vælter ind over udsigtsplatformen, fortsætter vi af en sti, som går forbi mange af de mindre, men også imponerende vandfald. Vi ser en del varaner og andre dyr, hvilket er utroligt på et sted, hvor der er mange mennesker. Vi sejler over til Isla San Martin, hvor der er et par udsigtspunkter. Området er enormt og det bliver ved med at overraske med nye vandfald og nye vinkler. Vi slutter dagen af med at sejle i speedbåd ind under vandfaldene. Vild og vådt men desværre en alt for kort tur. Vi er tilbage i byen kl 19.30. En kanon dag med høj solskin og godt 40 grader, så vi har nu fået den varme vi har savnet lidt de sidste par uger. Nationalparken er utrolig velorganiseret og moderne. Meget vestligt.

Vi står tidligt op. Pakker kassen ud og fordeler indholdet i vores rygsække. Det kan forbavsende nok være der, men de er efterhånden meget tunge. På busstationen går vi direkte ind i en bus, som kører til Foz de Iguazu i Brasilien. Vi ved ikke helt hvordan det foregår ved grænsen, men det finder vi nok ud af. Ved Argentinas grænse får vi vores exit stempel. Bussen fortsætter til Brasiliens paskontor. Her bliver vi sat af. Skal have ordnet indrejsepapirer til Brasilien og må vente på den næste bus. Det tager kun 5 minutter og vi er hurtigt videre. Det gik nemmere end ventet. Vi bliver sat af i centrum . Vi skal have hævet penge og have købt busbilletter videre herfra og til Rio. Der er to busstationer i byen og den vi skal bruge ligger udenfor byen. Penge er et problem. De banker vi finder, har ikke automater til visakort, så vi går rundt i over en time med alt vores baggage og 40 graders varme. Det lykkes langt om længe og vi kan købe noget vand. Tager taxi til busterminalen. Her venter yderligere problemer. Busserne i Brasilien er dyre og har ikke sovesæder, hvilket ikke er så fedt, når vi skal køre i bus i 22 timer i træk. Nu ved vi jo, at vi med det Argentinske selskab kan komme til Rio i luksusbus og til samme pris. Heldigvis har selskabet, Crucero del Norte, en billetluge på denne busterminal. De kan godt sælge os billetterne, men de er 85 kr dyrere, hvis vi betaler i Reais, Brasieliens møntfod. Men kan vi betale dem i Pesos kan vi få dem billige. Det er då dumt. Der er også lige det minus, at vi kun kan komme med bussen fra Argentina. Vi tænker lige over det. Vi får lidt at spise, så vi ikke skal tage en beslutning på tom mave. Vi bestiller pommes frites og så forkæler Stefan os lige med at drysse et helt lag sukker ud over begge portioner. Humor er en god ting i pressede situationer. Pommes frites med sukker, salt og ketshup til at tage den dårlige smag. Vi beslutter at tage de dyre billetter, da vi ikke gider bruge mere energi på det. Kan først komme med mandag, så vi tager et par dage på et miniresort lidt udenfor byen. Her er pool, hængekøjer og store grønne områder. Resten af dagen ligger vi ved poolen. Det er altid en lettelse, når tingene løser sig. Set tilbage havde det været lettere for os at blive i Argentina, men det er svært at vide. Den letteste løsning er ikke altid den vi ender med, men bare det er en god løsning. Og det tror vi det er.